torsdag den 31. januar 2008

Pakke-#"&%!?%

At pakke er virkelig ikke min yndlingsbeskæftigelse. 

Synes ellers, at jeg har luget temmelig meget ud i hvad jeg mener at jeg skal have med i kufferten (hovedsageligt tøj, der går an på et kontor), men der er simpelthen ikke plads nok. Og det er ellers en forholdsvis stor kuffert jeg har. Stor nok til at jeg ved, at når den er fyldt, vejer den et pænt stykke over de 20 kg., som jeg må have med. 

Da jeg var på udveksling i Sapporo for et par år siden, vejede den 32 kg., da jeg skulle tjekke ind. Det betalte jeg 1200 kr. for, og damen i ekstra-baggage-betalingsskranken gav mig endda nogle kilos rabat. Er bange for at det bliver dyrt i lufthavnen i morgen. Bye-bye, toldfri shopping (og når man så endelig skal uden for EU...). 

Jette i Japan

I går aftes havde jeg inviteret mine kollegaer fra studievejledningen over til en afskedsmiddag. Jeg har (eller har haft - snøft) de bedste kollegaer i hele verden, tror jeg - sådan nogle, der gør at arbejde føles mindre som arbejde. De havde en rigtig god gave med - de havde simpelthen indspillet en afskedssang til mig, med titlen 'Jette i Japan'. Indspillet på handicaptoilettet lige uden for vores kontor, komplet med fint opstillet billede af dem alle sammen, taget i 'lydstudiet'. 

Hertil hører historien, at der åbenbart er en slags blind vinkel mellem mit fornavn og mit efternavn, hvilket gør, at folk tit tror jeg hedder Jette, og ikke Mette. Det er nok i gennemsnit sket en gang om ugen, at jeg får en mail fra en vejledningssøgende, der starter med 'Kære Jette'. På trods af, at de svarer tilbage på en mail, som er afsluttet med 'Venlig hilsen Mette'. Mystisk. 

I dag havde jeg så sidste arbejdsdag på studievejledningen. Det var lidt vemodigt at forlade kontoret for sidste gang - jeg har trods alt været studievejleder i næsten hele min studietid, og tre år på ITU. Men det er vist også tid til at prøve noget andet nu. 

onsdag den 30. januar 2008

Gode undskyldninger

Hvis man kender mig, ved man også at jeg er fantastisk dårlig til at stå op om morgnen. Og faktisk er jeg lidt bekymret for hvordan det skal gå, når jeg nu skal til at være sådan en der står tidligt op og går på arbejde hver morgen ovre i Tokyo. Men så fandt jeg denne artikel i Politiken . Kan man referere til den på sit CV, mon?

søndag den 27. januar 2008

Afsked

I går aftes havde jeg inviteret min mor, far, søster og nevøer til middag, i anledning af at der nu er under en uge til at jeg rejser. Det var rigtig hyggeligt at have dem på besøg - det er ikke så tit jeg inviterer dem herind, det burde jeg helt klart gøre noget mere. Vi fik dejlig mad, og hyggede og snakkede som vi plejer. 

Kl. 21 kom pigerne og deres kærester - Sus og Allan, Pylli og Morten, og Helle og Niels. Et par timer efter gik min mor og far og søster og drengene, og det var lidt vemodigt at sige farvel til dem, og vide at jeg ikke ser dem de næste tre måneder. Jeg har jo været væk i længere tid før, men måske bliver det lidt sværere at tage afsked, jo ældre man bliver? Jeg kommer i hvert fald til at savne dem!

Efter familien var gået, spillede vi Orangina - en selskabsleg som Morten havde samlet op et eller andet sted, som går ud på at man skal vurdere nogle udsagn om de andre, og så se om de selv synes det samme som man har vurderet. Det endte op med at blive ganske fornøjeligt, men det fedeste ved legen var hvordan reglerne kunne få alle op af stolen - i rygepausen mellem de to omgange stod vi meget seriøst syv mennesker ude i køkkenet og diskuterede hvorvidt spillet nu også var demokratisk eller ej. Fantastisk. 

Ved 2.30-tiden tog Helle, Niels, Pylli, Morten og jeg videre til Darling på Enghave Plads for at møde nogle af Niels' venner, som også holdt afskedsparty for en der skulle rejse. Vi var ude et par timer, og jeg var vel hjemme igen kl 5.

Det var en rigtig dejlig aften med snak og spil, hvor jeg fik sagt behørigt farvel til mine yndlingsmennesker - min søde, lille familie, og mine dejlige damer og deres søde kærester. Det gør det altså så meget nemmere at rejse ud og opleve verden, når man har så dejlige mennesker i sit liv at komme hjem til. 

onsdag den 23. januar 2008

Jeg glæder mig SÅ meget...


...til at se kirsebærtræerne springe ud. Jeg har været i Japan tre gange før, men aldrig om foråret, hvor de springer ud. I Tokyo springer de i gennemsnit ud den 28. marts, så der skulle være god chance for at jeg får det hele med denne gang.

mandag den 21. januar 2008

10 dage til afrejse

Om 10 dage, nærmere bestemt fredag den 1. februar, rejser jeg afsted til Tokyo. Jeg har oprettet denne blog, så interesserede venner og familie kan følge med i hvad jeg laver derovre, og måske skrive en hilsen.

Jeg skal bo i Tokyo i tre måneder, mens jeg er i praktik i en dansk virksomhed derovre og skriver speciale. Jeg skal løse en opgave for virksomheden, og opgaven bruger jeg som case i mit speciale, der handler om cultural usability og hvordan man tilpasser en brugergrænseflade så den falder i de japanske webbrugeres smag. Jeg kommer hjem igen den 24. april, og afleverer specialet den 5. maj.

Jeg skal bo på et lille værelse i et gaijin-house ('gaijin' betyder udlænding på japansk, og kan være nedsættende, men bruges sådan lidt halv-selvironisk af udlændinge i Japan om dem selv), i den nordlige del af Tokyo. Det er værelse #201 i dette her hus .

Jeg glæder mig rigtig meget til jeg skal afsted, og er også spændt. Både på at skulle være alene i Tokyo i tre måneder, og på at skulle arbejde derovre. Jeg har næsten styr på det hele, tror jeg:
  • Værelse i Tokyo: Tjek
  • Fremlejet min lejlighed herhjemme: Tjek
  • Godkendt fremleje af lejlighed hos boligselskab: Tjek
  • Flybillet: Tjek
  • Rejseforsikring: Tjek
  • Vaccination: Tjek
  • Lånt penge i banken: Tjek
  • Flyttet min post: Tjek
  • Opsagt studiejob: Tjek
  • Købt flyttekasser til opbevaring af mine ting mens jeg er væk: Tjek
  • Mobiltelefon i Tokyo: Tjek

Jeg mangler:

  • Købe yen inden afrejse
  • Hente videresendelseskuverter på posthuset
  • Købe små gaver til at give væk (big deal i Japan, hvis man fx skal på besøg, eller får hjælp til et eller andet)
  • Pakke mine ting i lejligheden ned
  • sikkert flere ting...

De næste 1,5 uge bliver nok lidt hektiske...