Jette i Japan

I går aftes havde jeg inviteret mine kollegaer fra studievejledningen over til en afskedsmiddag. Jeg har (eller har haft - snøft) de bedste kollegaer i hele verden, tror jeg - sådan nogle, der gør at arbejde føles mindre som arbejde. De havde en rigtig god gave med - de havde simpelthen indspillet en afskedssang til mig, med titlen 'Jette i Japan'. Indspillet på handicaptoilettet lige uden for vores kontor, komplet med fint opstillet billede af dem alle sammen, taget i 'lydstudiet'. 

Hertil hører historien, at der åbenbart er en slags blind vinkel mellem mit fornavn og mit efternavn, hvilket gør, at folk tit tror jeg hedder Jette, og ikke Mette. Det er nok i gennemsnit sket en gang om ugen, at jeg får en mail fra en vejledningssøgende, der starter med 'Kære Jette'. På trods af, at de svarer tilbage på en mail, som er afsluttet med 'Venlig hilsen Mette'. Mystisk. 

I dag havde jeg så sidste arbejdsdag på studievejledningen. Det var lidt vemodigt at forlade kontoret for sidste gang - jeg har trods alt været studievejleder i næsten hele min studietid, og tre år på ITU. Men det er vist også tid til at prøve noget andet nu.