Hjemme igen

Så er jeg hjemme igen, efter en okay flyvetur, der gik ganske hurtigt, syntes jeg. 

Dog måtte jeg lige af med omkring 1000 kr. i overvægtsgebyr...igen! Min kuffert vejede 23 kg., men de ville give mig 2 kg.'s rabat, sagde de, så jeg kun skulle betale for 1 kg. Men sørme så om damen ikke springer om på den anden side af skranken og insisterer på at veje min håndbagage. Hvor jeg jo havde puttet alle mine kloge studiebøger i. Så kufferten ikke skulle veje for meget, ik. Men så vejede min håndbagage-trolley så til gengæld fire kg. for meget, så jeg ialt måtte betale for 5 kg. overvægt. Tak for lort, Swiss. 

Efter 12 timer i det første fly og hurtig transfer i Zurich, landede jeg så i Kastrup kl. 1830 i går aftes. Da jeg kom ud ventede der mig en hel velkomstkomité! Min far, mor, søster, nevøer, kusine, og mine fire søde damer. Det var bare dejligt! Vi tog hjem til mig og fik champagne og jordbær, som min mor havde haft med. Mens jeg har været afsted har de fået rejst skellettet til det nye hus på den (tidligere) tomme grund ved siden af mit hus, og hele mit hus var pakket ind i stillads. Og jeg havde fået ny dør og vindue i køkkenet, og der lå en seddel om at de ville komme næste morgen kl. 7 og skifte vinduerne i resten af lejligheden... Det var så ikke så fedt, syntes jeg. 

Men her til morgen vågnede jeg af mig selv, og når det sker, er det som regel fordi jeg har sovet over mig. Men uret sagde 6.11, og jeg var lysvågen. Så jeg stod op og pakkede ud, tjekkede mail, fik noget at spise, og tog så ind til byen. København er bare så fin, som en lille tivoli-by, og himlen var så blå, så blå, som jeg slet ikke tror den kan blive i Tokyo. Det er meget mærkeligt at være tilbage - det er næsten helt absurd på en eller anden måde. Tror lige der skal gå et par dage før jeg helt forstår, at nu er jeg altså her. 

Checket ud

I dag har jeg præsenteret mine resultater på arbejdet, pakket mit skrivebord ned, kopieret de filer jeg skal bruge, og sagt farvel til mine kolleagaer. Det var lidt vemodigt at gå fra kontoret for sidste gang. Mikael holdte afskedsmiddag for mig torsdags, hvor jeg fik en rigtig fin gave af kontoret, en sort lakæske med kirsebærblomster på i perlemor. 

Så tog jeg toget hjem for sidste gang, pakkede, og gjorde rent på mit værelse, og her kl. 16 var der en fra Sakura House og tjekke værelset, låse af, og give mig mit depositum tilbage. Nu sidder jeg så her - og er lidt rastløs. Jeg regner med bare at hænge ud med Nir i aften, og så sover jeg på sofaen i fællesrummet - gad ikke bruge penge på et hotelværelse. 

I morgen skal jeg op 5.30 og have en taxa til Nippori, hvorfra jeg tager toget til lufthavnen. Og så er det ellers bare næsen hjemad...og skrive det skide speciale færdigt. 

Jeg glæder mig til...

...at cykle igen! 

Nu er der rent faktisk under en uge til jeg skal hjem igen. Det er eddermaneme mærkeligt at tænke på. Der er jo rigtig mange mennesker, som jeg glæder mig til at se igen. Men jeg glæder mig altså også til at cykle igen. Det er altså en undervurderet hverdagsglæde, som vi virkelig nyder godt af i København. Op på cyklen - og så bare afsted. Swusj! Frisk luft (bortset fra i myldretiden), motion, og hurtigt fra A til B. 

Herovre cykler de altså også, skal lige siges. Men der er ikke rigtig noget der hedder cykelstier, så her cykler man da bare på fortovet. Og jeg hader det! Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har været ved at blive kørt ned af en japaner på cykel, fordi de bare cykler for fulde drøn ud og ind mellem folk på fortovet. 

Og så cykler de med deres paraplyer oppe. Så snart der er udsigt til bare den mindste dråbe regn, så finder de deres paraplyer frem, for det er jo åbenbart dødsensfarligt at få regn på sig? Og det gælder selvfølgelig også når man cykler. Og jeg har en eller anden fobi for paraplyer, jeg får altid noia over at der er en eller anden regnforskrækket person der kommer til at stikke mine øjne ud med deres paraply. 

Helt sikkert 1-0 til København med dens cykelstier, og folk der har fundet ud af at regntøjet ER opfundet. 

Øv

Jeg har fået mit første afslag på jobansøgning. Jeg sendte en ansøgning i sidste uge, til en stilling som forretningskonsulent, som lød rigtig spændende, og hvor jeg syntes at jeg havde kompetencerne. Oven i købet i en virksomhed som lyder som et rigtig godt sted at arbejde for sådan en som mig.

Jeg fik svar i går, at de synes min ansøgning og mine kompetencer lød spændende, men at de søgte en med nogle års erfaring til at fylde det hul de i øjeblikket havde i organisationen.

Det er der jo ikke så meget at gøre ved, andet end at få noget erfaring - et andet sted. Jeg havde selvfølgelig ikke regnet med at være så heldig at der ville være gevinst på min første ansøgning, men det var bare lige sådan et job jeg rigtig gerne ville have. Op på hesten igen, ikke.

Specialeskrivning - frustrerende/interessant

I dag er der tre uger til jeg skal aflevere, og jeg arbejder på højtryk med skrivningen.

Jeg kører sådan en Dr. Jekyll/Mr. Hyde-stil. Det ene øjeblik synes jeg at mit emne er utroligt interessant, mine data giver mening, og jeg har styr på den røde tråd og sammenhængen mellem empiri og teoriargument. Det næste øjeblik er jeg ved at rive håret ud af hovedet på mig selv, alternativt kravle over og bide en af mine japanske kollegaer i benet, over de skide lorte-data som overhovedet ikke er til at få styr på, teorien som ingen mening giver, og det manglende overblik. De to sindsstemninger kan sagtens veksle mange gange i løbet en arbejdsdag - jeg tror jeg har observeret intervaller på helt ned til 30 sekunder.

Men altså - sådan skal det vel være på dette tidspunkt? Jeg håber da at det klarer op hen mod deadline, og der falder en akademisk velsignet ro over det hele. Man har vel lov at håbe, blev der sagt.

Heldigvis går det meget godt med at lægge det nogenlunde fra mig, når jeg kommer hjem om aftenen, så jeg kan slappe lidt af og lade op til næste dag. Der er det jo heldigt at jeg arbejder for en virksomhed som producerer nervemedicin.

(Nej, sgu da!).

Jordskælv

Da jeg var barn syntes jeg at jordskælv lød som noget meget farligt og forfærdeligt noget. Jeg forestillede mig at jorden revnede og der kom store sprækker i, som man så faldt ned i. Jeg kan huske at jeg faktisk var ret bange for dem (ligesom man som barn er skræmt ved tanken om krig og onde soldater), og altid forestillede mig at jeg faldt ned i de her sprækker med min mor i hånden.

Nu er jeg så næsten 30 og temmelig langt væk fra min mor, men ved heldigvis også at i langt størstedelen af tilfældene er jordskælv ikke farlige. Jeg har efterhånden mærket en del skælv mens jeg har været herovre. De kommer som regel om natten (hehe, det lyder som en gyserfilm), og hvis jeg sover lægger jeg ikke mærke til det. Hvis jeg er vågen og ligger i min seng, føles det nærmest bare som om at ligge i et tog der kører. Der er jo næsten hele tiden jordskælv herovre, de fleste er bare så svage at man ikke mærker dem, eller kun lægger mærke til dem, hvis man sidder stille eller ligger i sin seng.

Men her til aften, inden for den sidste time, har der været tre skælv. De to første var ikke så slemme, men det tredje var godt nok det kraftigste jeg har oplevet mens jeg har været her. Og det varede ret lang tid - måske 30 sekunder, hvis ikke lidt mere. Det var sådan så jeg virkelig kunne mærke at huset svajede, og det var lige før jeg overvejede om jeg skulle hoppe ned under bordet (ja, det står der altså i sådan nogle jordskælvsanvisninger at man skal, så man ikke får noget i hovedet). Selv efter selve skælvet var forbi, stod huset stadig og gyngede.

Jeg stod op og gik ind til Nir, som også var vågen. Han har et stort vindue ud til en balkon, med nabohuset lige på den anden side, og han sagde at han havde kunnet se husene stå og svaje mod hinanden og kablerne udenfor gynge kraftigt. Det var også det kraftigste skælv han har oplevet, og han har ellers været i Japan i to år. Så sad vi lidt og grinede af hvor freaky dén oplevelse lige var.

Jeg var ude på balkonen og kigge ud, og der var mørkt i alle andre vinduer, og ingen ståhej. Så selvom vi syntes at det var da godt nok noget af en omgang, så var det altså just another day at the office for alle japanerne.

Update: Skælvet blev målt til 6,7 på Richter-skalaen ifølge denne artikel.

Kort-mysteriet løst

Nu har jeg fundet ud af hvorfor jeg har så svært ved at forholde mig til den måde de hænger områdekortene op på herovre (jf. mit indlæg om at fare vild, og have svært ved at læse de kort der hænger rundt omkring, fordi de ikke, som i Danmark, som udgangspunkt har nord opad).

Ifølge den amerikanske kulturpsykolog Richard E. Nisbett tænker vesterlændinge og østerlændinge simpelthen ikke på samme måde. Mens vesterlændinge tænker i objekter, kategorier og logik, tænker østerlændinge i verber, sammenhænge og harmoni. Dette bunder i mange ting, men vi skal tilbage til nogle århundreder B.C. og hhv. græsk filosofi overfor kinesisk Confucianisme og taoisme, og de to landes forskellige geografi og deraf følgende levevilkår (handel og fiskeri overfor små-agerbrug).

I det gamle Grækenland var viden interessant for videns' skyld og debat var en kunstart og noget man stræbte efter, og fordi man var købmænd og fiskere, to erhverv hvis succes i høj grad afhænger af den enkeltes evner, kunne man sætte den enkeltes interesser højere end det store fællesskab. I det gamle Kina var man afhængige af hinanden for at kunne dyrke jorden optimalt, viden var kun interessant i det omfang man kunne omsætte det til noget praktisk, og Confucianismen lærte folk at varetage de fem centrale magt-forhold (mellem kejser og undersåt, forælder og barn, mand og hustru, ældre bror og yngre bror, og mellem venner) for at sikre harmoni i familien og samfundet.

Derfor er asiater bedre til at se sammenhænge, og anser forandring som en naturlig del af harmoni (Taoismens yin/yang), mens europæere ser kategorier og lineær udvikling. Og derfor er det altså helt naturligt for en japaner at et områdekort vender samme vej som omgivelserne, og ikke nødvendigvis én bestemt vej, fordi det nu tilfældigvis er en vedtaget konvention at nord altid vender opad på et kort, uanset om det så passer ind med vejene der hvor kortet skal hænge.

(Til gengæld forklarer det ikke hvorfor damen i Biotherm-standen gav mig en vareprøve med på afblegnings-creme, når jeg lige havde købt en selvbruner. Og dog. Nisbett forklarer også, at hvor europæere er dårlige til at forstå modsætningsforhold og paradokser og normalt vil regne sådanne for at være ulogiske og derfor ikke-gældende, er asiatere mere åbne for at 'noget' godt kan have modsatrettede attributter. Det kunne jo fx være at selvbruneren var en gave, eller at jeg gerne ville være hvid i ansigtet og brun på benene?).