Solskin og is-cyklus

Det er helt vildt godt vejr i Tokyo i denne uge. 23-24 grader og højt solskin. Det passer jo også glimrende med at det er 'Golden week'. Jeg har endnu ikke helt forstået konceptet omkring Golden week, og hvorfor det er man har fri, men det er i hvert fald noget med en masse fridage i træk.

Det ville jo alt sammen være helt fedt, hvis det ikke var fordi man skulle sidde indendørs dagen lang og skrive speciale. Vi har i øjeblikket besøg af en kollega fra Singapore, som skal overflyttet til Tokyo-kontoret, og Mikael og jeg var ude og spise frokost med hende i Ginza. Nogle af gaderne var spærret af for trafik så de fungerede som gågader, og der var masser af folk på gaden, på den afslappede vi-har-fri måde. Jeg fik den vildeste trang til at tage lidt ud af byen, finde mig en park eller en strand, og bare suge til mig af solen. Evt. supplere med en is.

Tilsyneladende har jeg en is-cyklus på ca. to år. Den fungerer sådan at i to år har jeg ikke den store lyst til is, det siger mig ikke rigtig noget, bevares, det smager da godt, men ellers gør det ikke rigtig noget for mig. De næste to år er det så anderledes. Der er is helt fantastisk, og jeg kunne spise det dagen lang. Således er jeg for nylig trådt ind i hvad der også kunne kaldes 'de to fede år', og jeg drømmer om is dagen lang. Så meget, at jeg til min japansk-time i går aftes fik samtalen drejet ind på is. Mums. Heldigvis er Tokyo fyldt med gode is-butikker.

Nå. Speciale.

Work-life Balance? Æh, måske...

Ligesom så mange andre lande i Vesten, har Japan et voksende problem med hvem der skal finansiere en befolkning der bliver ældre og ældre. Derfor diskuterer man nu work-life balance, bl.a. i denne artikel i Japan Times.

På den ene side vil man gerne have mange flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Der er de såmænd også, men som regel kun indtil de bliver gift, eller får børn. Næsten halvdelen af alle mænd og kvinder i Japan støtter op om idéen om at manden skaffer pengene, og kvinden passer hus og børn, og kun 38% af alle kvinder fortsætter med at arbejde efter de får børn. Disse kvinder, som ellers måske har haft gode uddannelser, og har siddet i karrierestillinger indtil de blev hjemmegående, vil man jo gerne have ud på arbejdsmarkedet igen, så de kan bidrage til at få hjulene til at køre rundt i Toyota-land.

På den anden side er der en arbejdskultur i Japan der dikterer lange arbejdsdage, og en utrolig dedikation til sin arbejdsplads, kombineret med en vertikal magtstruktur i virksomhederne. Hvis din overordnede stadig sidder ved sit skrivebord, så bliver du også nødt til at blive på din pind, selvom klokken er 21, og du blev færdig med alle dagens opgaver for en time siden. Så er det skide ligemeget om du bruger tiden på at løse sudoku, opdatere din facebook-profil, eller se X-factor på nettet; du taber ansigt hvis du går før chefen. Dette er selvfølgelig sat på spidsen, og det er bestemt ikke sådan alle steder - bl.a. på mit kontor, som selvfølgelig heller ikke er en typisk japansk arbejdsplads. Men går man rundt i et business distrikt klokken 22 om aftenen, vil man se rigtig mange lys tændt i vinduerne stadigvæk, og rigtig mange salarymen der stadig sidder ved deres borde (som de så sover under, hvis de misser det sidste tog hjem). Og rashawa varer ikke til klokken 18 her, togene er stadig fulde af jakkesæt klokken 23 om aftenen.

Som Mikael sagde den anden dag; work-life balance konceptet er baseret på en vestlig forestilling om at arbejde = sur pligt, og fritid = det gode, som man gerne vil have mere af. Sådan hænger det ikke helt sammen i Japan, hvor man har et andet syn på det at arbejde. Her er meget arbejde = godt.

Derfor går så mange kvinder hjemme med børnene, i hvert fald mens de er små. Hvis de vil ud og arbejde, bliver det højst i noget deltids, kontor-blomst-arbejde. En karrierestilling kræver simpelthen for mange timer til at det kan kombineres med det at have små børn, hvis man ellers mener at sådan nogle har brug for deres forældre mere end en time om dagen. Erhvervslivet er simpelthen bare indrettet på, at hvis man vil have familie og karriere, så har man en kone m/k derhjemme til at tage sig af det praktiske.

Én måned tilbage

I dag er der en måned til jeg skal hjem. Hvis jeg ikke havde udsat min hjemrejse, skulle jeg have været hjem på torsdag. Mærkeligt at tænke på, og jeg er glad for at jeg valgte at blive her lidt længere. 

Det betyder så også at nu er jeg ved at sætte ind på den afgørende slutspurt i specialeskrivningen. Jeg har travlt nu, men jeg er forhåbningsfuld. Bare tanken om at jeg snart - inden for en overskuelig tidshorisont - er færdig, er super, super fed. 

Jeg er stadig rigtig glad for at være i Tokyo, og jeg er stadig vild med byen. Der er mange steder jeg ikke har udforsket endnu. Men jeg kan også mærke at honeymoon-perioden er ovre, og jeg mærker mere og mere til savnet af dem jeg holder af derhjemme. 

På vej hjem i toget her til aften skete der et eller andet væmmeligt, da toget holdt på Okachimachi station. Da toget på den modsatte perron kom kørende ind, gav det pludselig et meget højt dyt - som en stor færge på vej ud af havnen. Da toget holdt stille kom konduktøren ud, og sammen med nogle andre begyndte de at stå og kigge ned under toget, lige på den anden side af perronen fra hvor jeg sad i mit tog. Der var en masse opstandelse, og dørene blev holdt lukkede. Folk i mit tog gik ud på perronen for at se hvad der skete. Så vidt jeg kunne forstå lå der en person nede under toget, ved skinnerne, og jeg tror ikke at vedkommende var død, for jeg kunne høre kondutøren sige "daijoubu desuka" ("er du okay?") derned til. 

Mit eget tog holdt stille imens alt dette her stod på. Endelig lukkede de folk ud af det andet tog, og der kom nogle og spærrede af med gul tape. På dette tidspunkt stod der efterhånden en hel del folk og røg smøger og gloede, for at se hvad der skete. Til sidst kørte mit tog, så jeg fandt aldrig helt ud af hvad der var sket. 

Jeg har prøvet at søge i nyhederne på det, men kan ikke finde noget. Trods alt er det jo også en ret dagligdags begivenhed at folk hopper ud foran togene herovre. En af verdens højeste selvmordsrater kombineret med de mange, mange tog i byen, må gøre det til et noget makabert job at være lokofører. Hvis ens hensigt har været at slå sig selv ihjel, må det være noget af en mærkelig følelse at ligge klemt inde mellem perronen og toget - det er for smalt til at man kan komme op igennem. Gad vide hvad man siger når man kommer op igen - "Undskyld ulejligheden"? 

Jeg - en ekstrovert, intuitiv og opfattende føler

På arbejdet har de gang i et eller andet HR-halløj for tiden, og derfor har vi alle taget Jungs typeindeks-test. Det er sådan en personlighedstest, der måler ens placering på fire dimensioner:

- Ekstroversion overfor introversion
- Sansning overfor intuition
- Tænkning overfor føling
- Vurderende overfor opfattende

Jeg er så af personlighedstypen ENFP, hvilket står for Ekstroversion, Intuition, Føling og Opfattende. Med andre ord, alle de bløøøøøøde værdier, og ifølge typebeskrivelsen egner jeg mig til "arbejde som omhandler udvikling af mennesker og deres potentiale - fx sundhedsomsorg, humanitært arbejde, religiøst arbejde, adfærdsvidenskab, forskning, undervisning af unge og voksne, rådgivning, forfatterskab, kunst, musik, kultur, salg af livsværdier, etc.".

Nu er det så at jeg opfatter, at jeg føler, at min intuition siger mig at jeg måske ikke har været studievejleder i næsten hele min studietid (og det er længe!) uden en grund. Faktisk står der ordret i typebeskrivelsen at "personer med din typologi bliver ofte tiltrukket af rådgivningsarbejde". It-branchen kan jeg da vist glemme alt om, med mindre jeg kan få en eller anden HR-agtig funktion. Måske jeg kan blive studievejleder hos Microsoft?

Faktisk er det, sjovt nok, nogenlunde det samme der som regel står i mit horoskop (nu skriver jeg 'som regel', men det aner jeg i virkeligheden ikke noget om, da jeg meget sjældent læser mit horoskop, da jeg generelt mener at astrologi er noget BS): "Krebsen er følsom og et rigtigt hjemmemenneske, der elsker at drage omsorg for familien og at nusse rundt derhjemme". Bortset fra at dette her nok er et lidt mere kvalificeret bud, end hvad astrologien kan mønstre, så stemmer det da meget godt overens. Det store spørgsmål er nok om jeg i virkeligheden går rundt og tror at jeg er en hårdere negl end jeg er? Når nu både Jung og stjernerne begge siger at jeg er sådan en blød og omsorgsfuld type.

For øvrigt - salg af livsværdier?? Kan sådan nogle sælges? Og er det ikke et rimeligt kynisk erhverv at påtage sig?

Problemer i petitesseafdelingen

I betragtning af hvor mange kosmetik-butikker de har herovre, kan det altså være virkeligt svært at finde det man skal bruge. Eller også er det bare mig der er meget besværlig på den front. (Det er det sikkert).

Jeg har det sådan, at med ganske få undtagelser, så vil jeg gerne nøjes med at have parfume i min parfume. Så jeg har været på jagt efter noget bodylotion uden parfume i. Det kan være svært nok at finde gode produkter uden parfume derhjemme, men herovre går de åbenbart overhovedet ikke op i sådan noget. Og når alting står på japansk kan det være ret uoverskueligt selv at skulle finde de ting man skal bruge. 

Nu har jeg efterhånden været her i et stykke tid, og er blevet lidt bedre til sproget, så jeg marcherede selvsikkert ind i den lokale pendant til matas. Jojo, efter at have gennemsøgt hele butikken, fandt hun skam frem til at hun havde en creme uden parfume i. Men den var så desværre udsolgt. 

Nå. Så er der jo ikke andet at gøre end at ty til pengepungen og gå i Clinique-standen. Men der har de ikke bodylotion. Jeg gav dog ikke op så let. Det er efterhånden blevet ret lunt herovre, og når jeg ikke skal ligne en der arbejder på et kontor (dvs. i weekenden), vil jeg gerne have noget lidt mere sommerligt tøj på, men helst uden at ligne en der ikke har fået gipsen af, så nu jeg alligevel var hos Clinique kunne jeg lige så godt købe en selvbruner. De plejer at have en god en. Men det sælger de bare ikke hos Clinique i Japan, hvor det jo gælder om at være så hvid som muligt. Til gengæld kunne jeg få en 'Whitening'-serie, til at gøre huden ENDNU hvidere. Nej tak. Men så kan jeg jo til gengæld trøste mig med at jeg er utroligt fashionable med min melhvide teint. 

Japanerne har simpelthen bare nogle helt andre behov på den front, end jeg har. Jeg har tyndt hår - japanere har tykt hår, så hos frisøren skal man passe på ikke at få en 'udtynding' af håret, for det er det de plejer at lave. Jeg skal helst ikke have parfume i noget som helst andet end parfume - japanerne skal helst have parfume i ALT (inklusive deres stearinlys, og hvis der er noget der kan give mig hovedpine på ca. 15 sekunder, så er det duftlys (og røgelse! Bvadr!)). Mascara-køb vil jeg slet ikke komme ind på, men det måtte også ende med en Clinique-model. 

Ja, det er virkelig de store eksistentielle problemer der kæmpes med herovre. 

Fuji

Da min kusine besøgte mig i marts, var vi på Fuji-jagt. I guidebøgerne står der, om rigtig mange steder, at "on a clear day, you can see Mt. Fuji from here". Problemet er bare at det åbenbart skal være en MEGET clear day, før det skide bjerg lader sig se. 

Således måtte vi opgive at se det fra både Landmark Tower i Yokohama, og Park Hyatt i Shinjuku, hvor vi spiste brunch på 44. etage. Vi havde også planlagt at tage til Hakone, som er et bjerg/spa-område sydvest for Tokyo, men det måtte vi droppe fordi det var gråvejr den dag vi skulle afsted. Vi prøvede ellers ihærdigt, men det lykkedes os aldrig at få et glimt af det berømte bjerg. Til sidst blev vi enige om at det i virkeligheden slet ikke eksisterer, og blot er en myte. 

Men så var jeg jo i Hakone her i weekenden, og der var vi heldige at have godt vejr. Søndag formiddag tog vi sightseeing-båden over søen, og med det samme åbenbarede bjerget sig for os. Det er nu flot, og det er ikke så mærkeligt at det nærmest har kult-status for japanerne. På ovenstående billede fik jeg både bjerget og den røde port, der markerer Hakone shrine, med. 

Min stakkels kusine fik heldigvis bjerget at se fra flyet, da hun fløj hjem. (Jeg har faktisk også set det et par gange før - bl.a. fra flyet da jeg ankom her i februar. Det var en ret fantastisk velkomst at få efter de mange timers flyvetur, at se bjergtoppen titte op over skyerne i solskin: Velkommen til Japan!). 

Regnvejr

Det regner i Tokyo, og det har det gjort siden i går, og kirsebærtræerne er afblomstret. Det regner også lidt i mit sind.

I lørdags sagde vi farvel til Nanou, som vendte hjem til Frankrig efter at have boet i Japan i ca. 1,5 år. Hun var den første jeg mødte i huset i Tabata, og vi har hængt ud i køkkenet mangen en aften hvor vi har diskuteret om løst og fast, drukket øl og røget smøger, grint og hørt musik.

Jeg havde glemt hvor hurtigt man kan knytte sig til andre mennesker, og især når man er ude at rejse. Man ved godt at de skal rejse igen på et tidspunkt, men man glemmer at det betyder at de så ikke vil være der mere. Det er så mærkeligt, at hun ikke bor i værelset ved siden af mig mere. Jeg savner hende!

Der er allerede flyttet en ny ind på Nanous værelse. En tysk mand, mindst 45 år gammel vil jeg tro, som taler engelsk med en tyk, tysk accent, og er databaseprogrammør (og han ligner også sådan en). Jeg fik først hilst på ham i går aftes og han virker ærlig talt som noget af en tørvetriller. MEGET tysk. Heldigvis er Nir der stadig, og Gregory, som flyttede ind i forrige uge, er også en okay cool fyr.

Jeg er begyndt at tage japanskundervisning. Fandt en lille sprogskole der ligger ca. mellem kontoret og Tabata, hvor jeg har to timers japansk hver mandag aften. Nu hvor jeg har udsat min hjemrejse med en måned, synes jeg at det kunne være fedt at blive bare lidt bedre til sproget.

Hanami

I dag har jeg været til Hanami med arbejdet. 'Hanami' er når kirsebærtræerne blomstrer, og man er ude og kigge på dem. Jeg har glædet mig meget til denne periode, for jeg har aldrig været i Japan om foråret før, og derfor ikke set når kirsebærtræerne blomstrer. 

De blomstrer kun i ca. 10 dage, så falder blomsterbladene af, så det er bare med at komme ud og kigge på dem, mens de er der. Mange firmaer arrangerer en hanami-tur for medarbejderne, hvor man kigger på blomsterne og får lidt at drikke og spise. 

Vi tog fra kontoret kl. 1530, og tog til Naka-meguro, hvor vi gik langs floden og så på de fantastisk mange, fantastisk smukke træer. På et tidspunkt stoppede vi og fik en øl. Mikael og jeg snakkede om at man skulle ligge på en luftmadras og flyde ned af floden, med en stor øl med sugerør i, og bare glo op i træerne. 

Da vi var færdige med at kigge på blomster, gik vi til Daikanyama, hvor vi spiste på en ret lækker italiensk restaurant. Jeg fik noget fiske-carpaccio (som jeg ikke kan stave til), risotto med små rejer og kammuslinger, and med små lækre kartofler, og til dessert fik vi surprise-kage, til ære for en ny medarbejder på kontoret. Det var alt sammen meget lækkert. 

Efter middagen mødtes jeg med Torsten, som jeg kender fra ITU og som i øjeblikket er i Tokyo. Vi fik en øl, men jeg er lidt halv-sløj for tiden, så jeg tog tidligt hjem. I morgen holder jeg fri, og så skal vi ud og kigge lidt mere på hanami. 

Der er flere hanami-billeder her.