Én måned tilbage

I dag er der en måned til jeg skal hjem. Hvis jeg ikke havde udsat min hjemrejse, skulle jeg have været hjem på torsdag. Mærkeligt at tænke på, og jeg er glad for at jeg valgte at blive her lidt længere. 

Det betyder så også at nu er jeg ved at sætte ind på den afgørende slutspurt i specialeskrivningen. Jeg har travlt nu, men jeg er forhåbningsfuld. Bare tanken om at jeg snart - inden for en overskuelig tidshorisont - er færdig, er super, super fed. 

Jeg er stadig rigtig glad for at være i Tokyo, og jeg er stadig vild med byen. Der er mange steder jeg ikke har udforsket endnu. Men jeg kan også mærke at honeymoon-perioden er ovre, og jeg mærker mere og mere til savnet af dem jeg holder af derhjemme. 

På vej hjem i toget her til aften skete der et eller andet væmmeligt, da toget holdt på Okachimachi station. Da toget på den modsatte perron kom kørende ind, gav det pludselig et meget højt dyt - som en stor færge på vej ud af havnen. Da toget holdt stille kom konduktøren ud, og sammen med nogle andre begyndte de at stå og kigge ned under toget, lige på den anden side af perronen fra hvor jeg sad i mit tog. Der var en masse opstandelse, og dørene blev holdt lukkede. Folk i mit tog gik ud på perronen for at se hvad der skete. Så vidt jeg kunne forstå lå der en person nede under toget, ved skinnerne, og jeg tror ikke at vedkommende var død, for jeg kunne høre kondutøren sige "daijoubu desuka" ("er du okay?") derned til. 

Mit eget tog holdt stille imens alt dette her stod på. Endelig lukkede de folk ud af det andet tog, og der kom nogle og spærrede af med gul tape. På dette tidspunkt stod der efterhånden en hel del folk og røg smøger og gloede, for at se hvad der skete. Til sidst kørte mit tog, så jeg fandt aldrig helt ud af hvad der var sket. 

Jeg har prøvet at søge i nyhederne på det, men kan ikke finde noget. Trods alt er det jo også en ret dagligdags begivenhed at folk hopper ud foran togene herovre. En af verdens højeste selvmordsrater kombineret med de mange, mange tog i byen, må gøre det til et noget makabert job at være lokofører. Hvis ens hensigt har været at slå sig selv ihjel, må det være noget af en mærkelig følelse at ligge klemt inde mellem perronen og toget - det er for smalt til at man kan komme op igennem. Gad vide hvad man siger når man kommer op igen - "Undskyld ulejligheden"?