De blomstrer kun i ca. 10 dage, så falder blomsterbladene af, så det er bare med at komme ud og kigge på dem, mens de er der. Mange firmaer arrangerer en hanami-tur for medarbejderne, hvor man kigger på blomsterne og får lidt at drikke og spise.
Vi tog fra kontoret kl. 1530, og tog til Naka-meguro, hvor vi gik langs floden og så på de fantastisk mange, fantastisk smukke træer. På et tidspunkt stoppede vi og fik en øl. Mikael og jeg snakkede om at man skulle ligge på en luftmadras og flyde ned af floden, med en stor øl med sugerør i, og bare glo op i træerne.
Da vi var færdige med at kigge på blomster, gik vi til Daikanyama, hvor vi spiste på en ret lækker italiensk restaurant. Jeg fik noget fiske-carpaccio (som jeg ikke kan stave til), risotto med små rejer og kammuslinger, and med små lækre kartofler, og til dessert fik vi surprise-kage, til ære for en ny medarbejder på kontoret. Det var alt sammen meget lækkert.
Efter middagen mødtes jeg med Torsten, som jeg kender fra ITU og som i øjeblikket er i Tokyo. Vi fik en øl, men jeg er lidt halv-sløj for tiden, så jeg tog tidligt hjem. I morgen holder jeg fri, og så skal vi ud og kigge lidt mere på hanami.
Der er flere hanami-billeder her.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar