Ægte kærlighed

Jeg er i gang med at læse bogen International User Interfaces af Elisa M. del Galdo og Jakob Nielsen, og faldt lige over Galdos dedikation i starten af bogen:

"I'd like to dedicate this book to my husband in gratitude for his contagious enthusiasm by which I have always been happily infected. But I can't. The truth is, my husband is a miserable old sod (i.e. the British version of a grumpy old man) who always has something negative to say about everything I do. However, he's frequently right and, on the occasions that I can accept the criticism, I always do a better job because of it. So I'll dedicate the book to him anyway in spite of his bad attitude because I love him. Somebody has to. I think of it as a service to the European community."

Brandøvelse på japansk

I dag har vi haft brandøvelse her på kontoret.

Det kom nu ikke som nogen overraskelse. Øvelsen blev allerede annonceret for et par uger siden, med præcis angivelse af dato og tidspunkt. Det er jo godt at vide på forhånd, hvornår der bliver brand, så man kan forberede sig, og evt. tage praktiske sko på den dag (jeg har nu godt nok hæle på i dag, men jeg slap da ud af bygningen i live).

Kl. 13.00 lød brandalarmen så, efterfulgt af en besked på japansk i PA-anlægget. Vi gloede lidt spørgende på hinanden, og begyndte så at rejse os fra vores pladser. Ned af trappen fra 7. sal gik det, i adstadigt tempo, Mikael stadig med sin kaffekop. Vel nede i godt behold var der samling udenfor, hvor vores kontors 8 medarbejdere udgjorde over halvdelen af de fremmødte. I betragtning af at der er otte etager i bygningen, og vores kontor kun fylder halvdelen af en etage, må der formodes at være gået en del menneskeliv tabt i den (heldigvis kun imaginære!) brand.

Nuvel, der blev gjort mandtal, og en mand sagde en hel masse på japansk. Så skulle vi øve os i at bruge en brandslukker. Det kunne alle finde ud af. Og så var den øvelse ligesom slut.

Nu med film

Her er en lille film med Nir og Nanou, som jeg bor sammen med, optaget for en måneds tid siden i vores fællesrum:



Hvis man vil se flere små filmklip jeg har lavet herovre, kan man gøre på det min YouTube-konto her.

Korea for begyndere

Jeg er i Seoul, hvor vi har besøgt kontoret herovre og snakket med dem om deres erfaringer med den portal, jeg arbejder med. Vi ankom i går, har arbejdet i går og i dag, og rejser hjem i morgen aften. I morgen skal vi ikke arbejde, så der er der tid til at se lidt af byen.

Vi bor på Lotte World Hotel, som ligger lige ved siden af Lotte World, en forlystelsespark som ligner et mini-Disneyland. Fra mit værelse på 27. etage har jeg en fantastisk udsigt over byen, og jeg kan lige nu sidde og kigge udover en alle lysene fra byen. Inklusive de mange pink-røde kors, som er på toppen af de mange kirker.

Det er lidt mærkeligt at være i Korea. Det minder på flere måder om Japan, og så alligevel ikke. De bruger et andet skriftsystem, som vist skulle være meget mere simpelt end japansk. Sproget lyder i mine ører som en blanding af japansk og kinesisk, og det er lidt mærkeligt ikke at kommunikere, når man er vant til at kunne klare sig nogenlunde på lokalsproget. Seoul virker mindre 'sammenvokset' end Tokyo. Der er rigtig mange boligblokke, som minder mig om sådan noget man bankede op i 60'erne og 70'erne i Københavns satellitbyer.

Derudover har jeg om Korea lært at:

• Man er 1 år, når man bliver født, fordi man regner alder fra undtagelsestidspunktet (+ 3 måender, altså). Så når en koreaner fortæller at hun er 30 år, er hun altså kun 29.
• Der er mange kristne herovre (jf. de mange kirker).
• Koreansk valuta hedder 'wan', og 10.000 wan svarer til ca. 1000 yen, dvs. ca. 50 kr. I Kina hedder valutaen 'yuan', og i Japan 'yen'.
• Koreanere har lige så små fødder som japanerne. Ingen sko i denne omgang, altså.

Hver dag får jeg på hotelværelset en 'Yellow dust forecast', hvor der står følgende: "For your health and safety, our hotel offers you a forecast on tomorrow's predicted yellow dust condition, and we suggest that you please make note of it, and also consider wearing a filter mask when going out". Ved siden af ligger der så en hvid pose hvorpå der står "Sand dust Pack", og en pakke med sådan en operationsmaske, som de går med når de er forkølede i Japan. Jeg aner ikke hvad det går ud på.

For hvid til visse steder

Det er almindeligt kendt blandt gaijins i Japan, at man kan komme ud for at blive afvist i restauranter og butikker på grund af sin hudfarve. Eller rettere, på grund af sin manglende japanskhed.

Det bunder formentlig fra forretningens side i en blanding af ikke at ville sætte sig i en situation hvor man ikke kan gøre sig forståelig, hvis man fx ikke taler engelsk, og så ganske almindelig xenofobi. Det er altså ikke noget man behøver at tage personligt.

Alligevel var det lidt mærkeligt, da jeg første gang oplevede det sidste lørdag, da Jeanette og jeg var i Asakusa for at se Sensoji, et af de mest kendte templer i Tokyo, og vi blev afvist på en bar. Vi havde gået rundt i området i et stykke tid, og syntes, at nu var det vist tid til en øl. Vi fandt et sted med en ølreklame uden for, og gik ind, men barmutter kiggede på os med et stramt udtryk i ansigtet, mens hun viftede med hånden foran sig. Der var ikke noget at tage fejl af - vi var ikke velkomne hos hende.

Min roommate, Nanou, har prøvet nogenlunde det samme, også i Asakusa på en sushirestaurant. Hvis man ser et skilt uden for en restaurant eller bar hvor der står "We do not speak English", så kan man lige så godt lade være med at gå derind, for skiltet betyder i virkeligheden at hvis man ikke er japaner, så er man ikke velkommen. Andre barer er mere direkte, og skriver bare "Japanese only" udenfor.

Selvom man ikke skal tage det personligt, og nærmest bare kan tage det som en spøjs oplevelse, så er det alligevel lidt mærkeligt at blive afvist på grund af sin etnicitet.

Besøg hjemmefra

I øjeblikket har jeg besøg af min søde kusine. Hun kom i lørdags, og vi har lavet en masse Tokyo-sjov siden.

Lørdag var vi i Asakusa og se det store Senso-ji tempel, og søndag var vi i Kamakura, et område syd for Tokyo, og se på templer, haver, en meget stor Buddha, Stillehav og ørne. Ja, ørne, der var mindst 30 af dem, og de cirklede over stranden lige hen over hovedet på os. Jeg var ved at dø af skræk. Jeanette tog det i noget mere stiv arm, og fik et super godt billede af en af dem.

Specialet skriver jo desværre ikke sig selv, uanset hvad de siger, så jeg har været på arbejde her i hverdagene, mens Jeanette tuller rundt i byen for sig selv. Dog går jeg noget tidligere end normalt, og på fredag har jeg taget fri. Mandag efter arbejde gik vi en tur ned og kiggede på Tokyo tower, som er en kopi af Eifeltårnet bygget i 1950'erne, og derefter spadserede vi til Roppongi, hvor vi spiste på Gonpachi, som efter sigende skulle have inspireret Quentin Tarrantino til kampscenen på restauranten i Kill Bill I.

I går, tirsdag, mødtes vi kl. 17 på en bar, fik en øl, og gik derefter til Akihabara. Bydelen kaldes også 'Electric Town', fordi den har alt hvad hjertet kan begære af elektronik, manga, og nørderi. Jeanette fik sig en fin lille iPod, og vi fik noget dejligt mad.

På fredag holder jeg fri, og så skal vi måske til Hakone og kigge på varme kilder og Mt. Fuji. Søndag, den sidste dag inden Jeanette rejser hjem igen, har vi fået bord på New York Grill til Sunday Brunch - det skulle være rigtig lækkert, og koster kun en brøkdel af hvad det normalt koster at spise der. Så det glæder jeg mig til at opleve!

Hurra for de døve, de har vundet et stereoanlæg

Sådan gik man rundt og sagde da jeg var barn, og det kommer jeg til at tænke på når jeg følger hele Muhammed-ytringsfriheds-debatten i de danske medier. Jeg må sige at tonen i debatten ikke ligefrem er noget, der giver mig hjemvé.

I bedste George Bush-stil (og ham elsker vi jo, eller AFR gør i hvert fald), kører den på præmissen "Hvis du ikke synes at muhammed-kariakaturer er den fedeste idé i verden, så ligger du under for trusler fra de islamiske og hjernevaskede mørkemænd, og så er det DIN skyld at vi ender med kalifatet". Det vidner jo om et fantastisk vid og evne til at nuancere.

Dette er blot endnu et eksempel på hvordan religion kan bruges, og bliver brugt, som magtmiddel. I de islamiske lande bruges den til at fastholde folk til i frygt og ydmyghed at gøre som der bliver sagt, og netop derfor er det vand på de islamiske magthaveres mølle med sådan en lille herlig karikatur-godbid: Opium for folket! I Danmark bruges islam også til at skabe frygt, bare med omvendt fortegn: De kommer, de kommer, se selv, nu vil de bestemme hvad vi må skrive i vores aviser! Vand på Pias mølle, endnu mere held med at styre folket med frygt for det fremmede og ukendte.

"Muhammed-sagen er nødvendig, for intet må være helligt for vores ytringsfrihed", siger de. Men hvad er det helt præcis vi opnår? Kommer man ikke længere med dialog og respekt for andre menneskers værdier? SKAL hele verden absolut dele vores åh, så sjove humor, hvor vi bare kan lave sjov med ALT, for vi er nemlig bare så frisindede, ja vi er så?

Dejlig weekend

I fredags var der fyraftensøl med arbejdet på den lille bar, Change, der ligger over for kontoret. Bagefter tog Emi, en ny medarbejder der startede i sidste uge, og jeg med Mikael til en bar ved Shimbashi station, hvor vi mødtes med en af Mikaels venner, Peter. Senere stødte Peters ven Desmond til. Det var en hyggelig aften, hvor jeg var dog var så fornuftig at tage det sidste tog hjem ved 23.30-tiden. 
På billedet ses jeg, Emi, og Mikael, der dog fremkommer en anelse spøgelsesagtig her. Eller måske bare fjollet. 

Søndag eftermiddag tog jeg i Ueno park, som ligger et par stop med toget fra hvor jeg bor. Vejret var dejligt mildt og forårsagtigt, og det var super lækkert at spadsere rundt i parken og bare slappe af, og glo på mennesker, træer, templer, karuseller, ænder, søer og museer. 

Ved Toshogu templet, som blev bygget i 1651, men som dog er blevet restaureret et par gange siden hen, så jeg "The flame of Hiroshima and Nagasaki": 
Efter bomben blev smidt i Hiroshima, tog en ung mand til byen for at lede efter sin onkel, men fandt kun hans hus nedbrændt, og der var stadig en flamme der brændte. Manden tog flammen med tilbage til sit hjem i Fukuoka, og holdt liv i flammen, som kom til at blive et symbol for hans håb om at brugen af atomvåben måtte blive helt afskaffet. I 1988 blev flammen bragt sammen med en flamme som man lavede med nogle stykker tegl fra Nagasaki, og der blev lavet dette mindesmærke ved templet i Ueno park. Man kan måske ikke se det på billedet, men flammen brænder bag glasset i fredsduen. 

De farvede kæder er lavet af tusindvis af foldede papirtraner. Papirtranen er blevet et symbol på fred som især forbindes med atombomberne i Hiroshima og Nagasaki, hvilket oprinder i historien om pigen Sadako, som kan læses her. Ialt døde 220.000 mennesker i Hiroshima og Nagasaki inden udgangen af 1945, og mange tusinder er døde siden af følgevirkningerne, fx som Sadako, der døde af leukæmi, der kaldtes "atomic bomb disease". 

(Der er flere nye billeder i mit fotoalbum).