Hurra for de døve, de har vundet et stereoanlæg

Sådan gik man rundt og sagde da jeg var barn, og det kommer jeg til at tænke på når jeg følger hele Muhammed-ytringsfriheds-debatten i de danske medier. Jeg må sige at tonen i debatten ikke ligefrem er noget, der giver mig hjemvé.

I bedste George Bush-stil (og ham elsker vi jo, eller AFR gør i hvert fald), kører den på præmissen "Hvis du ikke synes at muhammed-kariakaturer er den fedeste idé i verden, så ligger du under for trusler fra de islamiske og hjernevaskede mørkemænd, og så er det DIN skyld at vi ender med kalifatet". Det vidner jo om et fantastisk vid og evne til at nuancere.

Dette er blot endnu et eksempel på hvordan religion kan bruges, og bliver brugt, som magtmiddel. I de islamiske lande bruges den til at fastholde folk til i frygt og ydmyghed at gøre som der bliver sagt, og netop derfor er det vand på de islamiske magthaveres mølle med sådan en lille herlig karikatur-godbid: Opium for folket! I Danmark bruges islam også til at skabe frygt, bare med omvendt fortegn: De kommer, de kommer, se selv, nu vil de bestemme hvad vi må skrive i vores aviser! Vand på Pias mølle, endnu mere held med at styre folket med frygt for det fremmede og ukendte.

"Muhammed-sagen er nødvendig, for intet må være helligt for vores ytringsfrihed", siger de. Men hvad er det helt præcis vi opnår? Kommer man ikke længere med dialog og respekt for andre menneskers værdier? SKAL hele verden absolut dele vores åh, så sjove humor, hvor vi bare kan lave sjov med ALT, for vi er nemlig bare så frisindede, ja vi er så?