I dag har vi haft brandøvelse her på kontoret.
Det kom nu ikke som nogen overraskelse. Øvelsen blev allerede annonceret for et par uger siden, med præcis angivelse af dato og tidspunkt. Det er jo godt at vide på forhånd, hvornår der bliver brand, så man kan forberede sig, og evt. tage praktiske sko på den dag (jeg har nu godt nok hæle på i dag, men jeg slap da ud af bygningen i live).
Kl. 13.00 lød brandalarmen så, efterfulgt af en besked på japansk i PA-anlægget. Vi gloede lidt spørgende på hinanden, og begyndte så at rejse os fra vores pladser. Ned af trappen fra 7. sal gik det, i adstadigt tempo, Mikael stadig med sin kaffekop. Vel nede i godt behold var der samling udenfor, hvor vores kontors 8 medarbejdere udgjorde over halvdelen af de fremmødte. I betragtning af at der er otte etager i bygningen, og vores kontor kun fylder halvdelen af en etage, må der formodes at være gået en del menneskeliv tabt i den (heldigvis kun imaginære!) brand.
Nuvel, der blev gjort mandtal, og en mand sagde en hel masse på japansk. Så skulle vi øve os i at bruge en brandslukker. Det kunne alle finde ud af. Og så var den øvelse ligesom slut.
tirsdag den 25. marts 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar