Work-life Balance? Æh, måske...

Ligesom så mange andre lande i Vesten, har Japan et voksende problem med hvem der skal finansiere en befolkning der bliver ældre og ældre. Derfor diskuterer man nu work-life balance, bl.a. i denne artikel i Japan Times.

På den ene side vil man gerne have mange flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Der er de såmænd også, men som regel kun indtil de bliver gift, eller får børn. Næsten halvdelen af alle mænd og kvinder i Japan støtter op om idéen om at manden skaffer pengene, og kvinden passer hus og børn, og kun 38% af alle kvinder fortsætter med at arbejde efter de får børn. Disse kvinder, som ellers måske har haft gode uddannelser, og har siddet i karrierestillinger indtil de blev hjemmegående, vil man jo gerne have ud på arbejdsmarkedet igen, så de kan bidrage til at få hjulene til at køre rundt i Toyota-land.

På den anden side er der en arbejdskultur i Japan der dikterer lange arbejdsdage, og en utrolig dedikation til sin arbejdsplads, kombineret med en vertikal magtstruktur i virksomhederne. Hvis din overordnede stadig sidder ved sit skrivebord, så bliver du også nødt til at blive på din pind, selvom klokken er 21, og du blev færdig med alle dagens opgaver for en time siden. Så er det skide ligemeget om du bruger tiden på at løse sudoku, opdatere din facebook-profil, eller se X-factor på nettet; du taber ansigt hvis du går før chefen. Dette er selvfølgelig sat på spidsen, og det er bestemt ikke sådan alle steder - bl.a. på mit kontor, som selvfølgelig heller ikke er en typisk japansk arbejdsplads. Men går man rundt i et business distrikt klokken 22 om aftenen, vil man se rigtig mange lys tændt i vinduerne stadigvæk, og rigtig mange salarymen der stadig sidder ved deres borde (som de så sover under, hvis de misser det sidste tog hjem). Og rashawa varer ikke til klokken 18 her, togene er stadig fulde af jakkesæt klokken 23 om aftenen.

Som Mikael sagde den anden dag; work-life balance konceptet er baseret på en vestlig forestilling om at arbejde = sur pligt, og fritid = det gode, som man gerne vil have mere af. Sådan hænger det ikke helt sammen i Japan, hvor man har et andet syn på det at arbejde. Her er meget arbejde = godt.

Derfor går så mange kvinder hjemme med børnene, i hvert fald mens de er små. Hvis de vil ud og arbejde, bliver det højst i noget deltids, kontor-blomst-arbejde. En karrierestilling kræver simpelthen for mange timer til at det kan kombineres med det at have små børn, hvis man ellers mener at sådan nogle har brug for deres forældre mere end en time om dagen. Erhvervslivet er simpelthen bare indrettet på, at hvis man vil have familie og karriere, så har man en kone m/k derhjemme til at tage sig af det praktiske.