Mit valg af specialeemne

Her ser man den bagvedliggende grund til at jeg valgte at skrive om cultural usability med udgangspunkt i Japan (altså, det, og så at jeg fik et rigtig godt tilbud om et virksomhedssamarbejde). Japansk brugergrænsefladedesign er bare ikke særlig intuitivt for mig (for nu at sige det på den diplomatiske måde).

Der er tale om en online medicin/kosmetik/alt muligt ragelse-butik, og nu har jeg siddet og gloet på den i et stykke tid efterhånden, og jeg kan simpelthen ikke finde det jeg skal bruge. Der er ting der flasher og blinker, skrappe farver, tusind milliarder informationer, og så er siden lang som et ondt år, så man skal scrolle. Nu hjælper det selvfølgelig heller ikke at det er på japansk, da jeg ikke er så god til at læse det, men jeg ved da i det mindste hvordan man skriver det jeg leder efter.

Siden har rigtig mange af de klassiske usability-fejl, og så reklamerer den oven i købet øverst på siden med, at den ikke er blevet opdateret i 20 dage (og hvad sker der i øvrigt for at kalde en side "Shopping mall USA", og så sætte et segl på som logo?).

I hvert fald var det sider som den, der gjorde at jeg oprindeligt undrede mig.

Flere bamse-dyr med vigtige beskeder

I går var det pandaer på skateboards, og her til morgen fandt jeg så ud af at hvis man er en vaskebjørn, der kører med metroen, så skal man passe på ikke at få sin hånd i klemme i døren. Eller pote, må det vel retteligt være. 

Er dét virkelig en problemstilling?

Ved Tabata station hænger dette skilt. Jeg ærger mig hver dag over at det endnu ikke er lykkedes mig at se nogle af disse her pandaer, der åbenbart raider gader og stræder på deres skateboards, så almindelige godtfolk må springe for livet. 

Frokost (uden fransk hotdog)

I dag var der velkomst-frokost for mig og Taniguchi-san, som startede i sidste uge. Vi var på en lækker frokost-restaurant i nærheden af kontoret. Udover os (og det er næsten hele Japan-afdelingen der ses på billedet, kun chefen manglede), var restauranten stort set kun befolket med kvinder, der alle sammen lignede nogle der tilhørte 'ladies-who-lunch'-segmentet. 

Vi fik en meget lækker treretters menu - kartoffelsuppe, kammuslinger og chokoladekage. Mums!

Fransk hotdog

Så sidder man her på arbejdet tirsdag formiddag og læser om demenssygdomme, og får en akut trang til fransk hotdog.

Normale mennesker savner rugbrød og leverpostej med rødbeder, når de er i udlandet i længere tid, men for mig er det altså fransk hotdog. Sådan var det også helt tilbage da jeg boede i USA for 10 år siden. Og nu er det altså ikke ligefrem fordi jeg normalt spiser overvældende mange franske hotdogs derhjemme.

Men okay, et godt stykke rugbrød med leverpostej, rødbeder og saltkød ville heller ikke være af vejen. Eller en flæskestegssandwich fra Cheung (fantastisk kinagrill en gade fra min lejlighed på Amager). Og så et glas økologisk skummetmælk til.

Kun en time og et kvarter til frokost. Det er nok meget godt.

Arbejd, Arbejd, ZZZZzzzz....

Der er nok at lave, når man er sådan en der tror hun skal skrive speciale på tre måneder. 

Mandag til fredag arbejder jeg fra 9-10 tiden til 19-20 tiden om aftenen - i dag var jeg hjemme fra arbejde kl 21.30. Jeg har så også ca. 40 minutters transport hver vej - det er jo ikke så slemt endda for Tokyo. Slet ikke, når man kan bruge tiden til at slå hjernen fra, og iPod'en til, og glo ud af togets vindue på vilde Tokyo. Hvis man da ellers kan se vinduet for de mange japanere der sover stående, med deres operationsmasker på (hvis de er sløje - det er et spørgsmål om høflighed, så man ikke smitter sine omgivelser). 

Til gengæld er jeg også rigtig glad for det jeg laver, når jeg er på det der arbejde. Jeg er i gang med at lave en masse undersøgelser af hvordan den portal, jeg arbejder med, er blevet lanceret i andre lande. I fredags lavede jeg et interview med en fra den australske afdeling, og i dag med en fra den koreanske afdeling. Det var ret interessant, fordi de havde to vidt forskellige oplevelser af arbejdet med portalen. Godt for specialet! Jeg har endnu ikke det store forkromede overblik over stoffet, men det kommer, det kommer. Om Gud vil, og røven holder. 

Lige så interessant det er at lave interviews, lige så røvsygt (hov, hov, unge dame - nu ikke så meget røv i dit sprog) er det at transskribere dem bagefter. Det har jeg så brugt det meste af resten af dagen på i dag, og min hjerne føles som om den består af omtrent 98% kogt spaghetti. Så efter arbejde var det bare toget hjem, noget at spise, sludre lidt med de andre i huset, og nu: Sovetid. 

Junichis guide til Tokyo

Jeg har skrevet lidt sammen med Junichi, som arbejder hos Deadline Games i København. Han havde set min blog, og var så flink at skrive til mig om der var noget han kunne hjælpe mig med, da han er japaner, og har boet i Tokyo i nogle år. 

Jeg spurgte ham hvad han ville sige er et must-see i Tokyo, og som svar fik jeg denne guide. Den kan anbefales, hvis man vil have nogle gode tips til byen. 

Tusind tak, Junichi!

Lidt sur - nogen gange - i Tokyo

Jeg har haft en af de dage i dag, hvor jeg er træt og uoplagt. Og så kan man altså godt blive lidt irriteret på de der japanere, en gang imellem. 

Jeg er ikke så god til japansk - jeg kan godt sætte en sætning nogenlunde korrekt grammatisk sammen, men jeg har glemt rigtig mange af ordene, eftersom jeg ikke rigtig har talt japansk i de sidste fire år. De kommer hurtigt tilbage, når jeg hører dem igen, men det kræver at jeg lige slår dem op i en ordbog. 

I dag var jeg så på posthuset for at sende en pakke. Jeg havde glemt verbet for 'at sende', men som regel kan jeg klare mig i butikker og restauranter med en blanding af japansk, engelsk, og kropssprog. Det gik så ikke så godt på posthuset, og postdamen blev lidt irriteret, kunne jeg mærke. Hun spurgte mig om alt muligt på japansk, mens jeg prøvede at ligne en dum udlænding, der ikke fatter en skid. Det plejer som regel at hjælpe, men hun blev bare mere irriteret. Nå, men sendt pakken fik jeg da (søster - hold øje med posten på dit arbejde!). 

Bagefter var jeg så ude for at spise frokost. Der forstod de heller ikke noget, eller rettere - JEG forstod ikke hvad de prøvede at sige til mig. Når man først starter på japansk, ævler de bare løs i et hæsblæsende tempo, og så står jeg altså af. Jeg spurgte efter min kaffe, som jeg havde bestilt, og som ikke kom, og så begyndte damen at forklare mig hvor jeg kunne finde toilettet. Så prøvede jeg med det helt simple: "Kohii", som er en japanisering af det engelske "Coffee". Det siger man altså herovre.  Damen glor bare på mig, og siger "Kohii?" med et blankt udtryk i øjnene. Hvilket måske er meget forståeligt, hvis hun troede at jeg manglede et toilet. Så opgav jeg altså. Lidt efter var der en anden dame, der servede min kaffe. 

Så gik jeg heldigvis også bare op på mit kontor igen, og begravede mig i specialeskrivningen, mens jeg skumlede indvendigt, og prøvede at retfærdiggøre over for mig selv hvorfor de altså også bare er dumme, de der japanere. Det lykkedes ikke særlig godt. 

Billeder

Jeg har oprettet et online billedalbum, så hvis der skulle være nogen der har lyst til at se de billeder jeg tager, så kan de kigge her. (Hvis man vil se billederne i større udgave og læse billedteksterne, skal man klikke på 'Diasshow'). 

Vaskedag

I dag har jeg slappet af, og ordnet vasketøj. Vores vaskemaskine og tørretumbler står udenfor, og en vask koster 200 yen (knap 10 kr.). Der er kun et program - man smider bare tøjet ned i, tilsætter vaskemiddel og starter den. Ikke noget med kogevask eller finvask her - lidt klamt, når man er vant til at sengetøjet skal have mindst 60 grader. Man skal nok bare lade være med at tænke over det. 

Sådan er der flere ting i husholdningen, der er lidt anderledes end i Danmark. Huset jeg bor i, er ikke særlig godt isoleret, og det er opvarmet af aircondition. Hvilket betyder at man sætter airconen til den temperatur man gerne vil have. Så varmer den værelset op til den ønskede temperatur, og så slukker den. Det bliver lynhurtigt koldt igen, og så starter maskineriet igen. Ikke ligefrem særlig miljøvenligt. 

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for de går ret meget op i miljøvenlighed på andre punkter. Affaldssortering, fx - i køkkenet har vi fire forskellige affaldsspande: En til "Burnable", en til "Non-burnable", en til dåser og en til glas. Pap og andre større ting skal udenfor. Plasticflasker skal man samle sammen, og gå ned til den nærmeste combini (7-11, el. lign. butik), hvor der står en special affaldsspand til dem. Affaldet bliver så hentet fire gange om ugen - en dag hvor "Burnable" bliver hentet, en anden dag hvor dåser bliver hentet, og så fremdeles. Det er meget vigtigt at man stiller det relevante affald udenfor - i præcis den pose det skal være i - på præcis det tidspunkt hvor det bliver afhentet. På et skilt i køkkenet står der således: 

"Please be aware that you manner of disposing of household garbage is one of the most imporant issues in the neighbourhood". 

Så det gælder bare om at gøre det rigtigt, så man ikke skuffer sit neighbourhood. 

Step into my office

Dette er min kontorbygning, hvor jeg hver dag tilbringer en god del timer. Vi bor på 7. etage, dvs. i Danmark ville det være 6. etage, da der ikke er noget der hedder "stuen" her. Metrostationen ligger 50 meter nede af gaden, og der ligger en del restauranter og caféer i nærheden, hvor man kan få god frokost til en billig penge.


Her er mit skrivebord, der sidder jeg det meste af arbejdsdagen. Jeg har japansk windows, dvs. alle menuer og knapper er på japansk, men det vænner man sig hurtigt til. Mikael sidder inde på kontoret som ses til venstre i billedet (men han var syg den dag jeg tog billedet, så derfor er der mørkt derinde).


Under skrivebordet har jeg mit katastrofe-kit, som jeg fik udleveret den første dag. En hjelm, og en rygsæk med en lommelygte, et tæppe, vand, og noget mad i. Til brug i tilfælde af jordskælv, eller andre katastrofer. (Løbeskoene er mine egne og er ikke beregnet til katastrofebrug - men det ville selvfølgelig nok være smart at skifte til dem fra de højhælede, hvis uheldet skulle være ude).

(Mobile e-mail is not only more)

I øjeblikket sidder jeg og søger efter japanske websider som beskæftiger sig med depression. Google har en funktion som viser en maskinoversat udgave af de japanske websider jeg finder frem. Det gør at jeg rent faktisk kan læse mig frem til hvad siderne indeholder, men det må siges at være noget broken english, lidt á la den kendte All your base are belong to us.

Et eksempel, som nærmest er lidt poetisk, er denne her:

"If you want to participate in the program
* PC is not available, the PC is not equipped for this program, the participants.
(Mobile e-mail is not only more)"

Hvis ikke det var fordi det ikke passer med stavelserne, kunne det være et haiku.

En anden, og lidt mere straight-forward, sætningskonstruktion:

"Sign up for the first time on the Internet, if your feelings for the hell of a challenge is also suffering from it."

Okay, så.

"If you wanna rock"...

...sagde sekretæren på arbejdet, Yukiko, til mig, da hun skulle vise mig hvordan jeg låser efter mig, hvis jeg er den sidste der forlader kontoret. 

Hun taler godt engelsk, men lige som de fleste andre japanere udtaler hun r-lyden lidt sjovt. 'R' udtales på japansk som en blanding af r og l, og det gør 'l' så også. I politisk sammenhæng kan det også medføre nogle lidt sjove situationer når der er valg ("There is an election in Japan"...get it?). 

Kasai-san, som er en yngre kvinde (det er altid svært at bestemme japaneres alder, fordi de kan se temmeligt meget yngre ud, end de er), gør som mange andre japanere gør, når de har travlt: I stedet for at gå rundt på kontoret, små-løber hun. Hun har haft travlt de to dage jeg har været der, med at kopiere en masse dokumenter til en ret stor rapport som skal afleveres i 85 eksemplarer på fredag. Så hun futter konstant rundt. Man ser det også tit i butikker, når ekspedienter skal hjælpe en, den der små-løben. Som om de virkelig vil illustrere deres engangement i ens indkøb. Uh, vi løber og løber, vi står nærmest på hovedet for dig. 

Men det gør de nu faktisk også nærmest. De er ret gode til det med service herovre. I dag var jeg forbi Ueno (kl. 2 på kortet) på vej hjem fra arbejde, for at lede efter nogle slippers, og lidt andre ting til at gøre mit værelse lidt mere beboeligt. Jeg gik i Muji (fantastisk billig butik med basis-agtigt tøj og ting til boligen) og fandt sådan en stof folde-ud-hylde til at hænge på min bøjlestang, slippers, og nogle andre småting. Den indkøbskurv jeg havde fundet var lidt lille, men det var ikke noget problem. Alligevel kom en ekspedient ilende med nummeret større i indkøbskurv til mig, mens jeg gik rundt og kiggede. I mange tøjbutikker har de en knap i prøverummene, så man kan ringe på en ekspedient, hvis man har spørgsmål eller skal have en anden størrelse. Og de takker, og bukker, og pakker ens ting ind i 100 forskellige lag af poser og papir, og hvis man spørger om vej til noget bliver man nærmest fulgt på vej. 

Således lykkedes det mig også at finde et par bukser, som jeg rent faktisk kan have min røv i, og som tilmed er pæne og som jeg kan have på på kontoret. Det var så også den største størrelse de havde i butikken (og det skal så også siges at det var i GAP, som jo er amerikansk), men alligevel. 

Første dag på kontoret

Efter en uventet fridag i går, fordi Mikael var syg, startede jeg på arbejdet i dag. 

Der er syv ansatte på kontoret, Mikael og en anden dansker, og resten er japanere. Heldigvis taler de fleste af dem engelsk. Kontoret ligger på 7. etage, i en mindre kontorbygning i et kontorområde, med en del kontorcaféer, og en masse kontorarbejdere. Det virker som et rart sted at arbejde, folk er flinke og nemme at snakke med. 

Jeg har mit eget skrivebord, med min egen laptop og docking-station, og min egen skuffe, som sekretæren, Yukiko, havde udstyret med skriveartikler, post-its, klips, lineal og andet kontorguf, linet op i fine rette vinkler. Total i orden. 

Der er nok at gå i gang med. Jeg skal jo først og fremmest skrive det der speciale, og så er der et par andre opgaver jeg også skal have løst. Jeg brugte tiden i dag på at sætte mig ind i virksomheden via deres intranet, og på at researche på den portal jeg skal arbejde med i specialet. Jeg var der fra kl. 930-19, men jeg behøver ikke at være der så længe - det var efter eget valg. Det er ligesom at have et specialelokale på ITU, bare midt i Tokyo i stedet, komplet med morgen rush-hour i toget og alle for mange fede butikker hvor man kan bruge alt for mange penge. 

Der er mulighed for at jeg skal med til Korea på et tidspunkt mens jeg er her. Den portal som jeg arbejder med, er allerede lanceret derovre, og det er så tanken at vi skal bruge deres erfaring til at se på hvordan portalen skal lanceres i Japan. Men det ligger ikke fast endnu. Men det kunne da være for fedt at komme til Korea også!

Jeg er efterhånden ved at være nogenlunde på Japan-tid. Natten til mandag faldt jeg først i søvn ret sent (eller tidligt op morgnen), så det var egentlig meget godt at jeg ikke startede i går. I stedet tog jeg ud for at kigge på byen, tog toget til Tokyo station, og gik ned til kejserpaladset, som man jo ligesom skal se, når man nu er her. Der er nu ikke så forfærdelig meget at se, fordi det er lukket for offentligheden. Bagefter gik jeg en tur ned af fancy shopping-gade, med dyre butikker (herunder Illums, Royal Copenhagen og Georg Jensen). Det er virkelig consumer-galore-land herovre. Det er heldigt at jeg ikke kan passe noget af tøjet. 

Hvor er jeg?

Selvom jeg bor ca. 45 minutters transporttid fra mit arbejde, bor jeg stadig centralt, efter Tokyo-standard. På et kort over Tokyo kan man se Yamanote-toglinjen, som løber rundt om det centrale Tokyo  (det er den tykke, lysegrønne linje, som ligesom er omkranset af en lidt mørkere grøn linje). Med lidt god vilje, kan man se Yamanote-linjen som en urskive, og jeg bor så kl. 12, ved stationen 'Tabata'. 

Shinjuku, hvor jeg var i går med Ken, er kl. 9, og Harajuku, hvor Ken bor, er ca. halv ni. Mit arbejde ligger inde i urskiven, midt imellem kl. 8 (Shibuya) og kl. 4 (Hama-matsucho), lige til venstre for Tokyo Tower, som til forveksling ligner Eifeltårnet og er rødt på kortet, ved stationen 'Kamiyacho'. 

Sne!

Efter jeg ankom til huset i går, pakkede jeg lidt ud, sludrede med Nanou, fik mig et dejligt, tiltrængt varmt bad, og tog så ud for at mødes med Ken (som jeg kender fra CBS, og som jeg delte lejlighed med en overgang). Vi mødtes i Shinjuku, og tog straks i Yodobashi Kamera, hvor jeg købte et kamera og en hårtørrer, til spotpris (hurra for lav yen!). 

Bagefter tog vil til Harajuku, hvor Ken bor, og gik ud og spiste, og så var vi lige henne hos Ken, så jeg kunne se hans lejlighed. Han bor i Harajuku, som er et meget ungt kvarter, hvor man bl.a. møder de unge japanere der dyrker 'cosplay', hvilket går ud på at klæde sig ret karikeret ud, så man ligner noget fra en tegnefilm. Det er samtidig et ret hyggeligt kvarter med en masse gode restauranter, barer og butikker. Ken bor 30 sekunders gang fra sit arbejde. Det ligger vitterligt lige nede af gaden. 

Kl. 2230 var jeg hjemme, fuldstændig mørbanket af træthed, og jeg nåede da også lige at få mig et par minutters søvn i toget. Jeg sov til kl. 13 i dag, hvor jeg stod op og konstaterede at det havde sneet (og stadig gør det, her kl. 16. Billedet er af vinduet på mit værelse - man kan se at der er sne på taget overfor). I går var det ellers fint vejr, nærmest lidt forårsagtigt, efter danske standarder. Fordømte bagage-regler, der gør, at jeg måtte droppe at tage mine vinterstøvler med. 

I aften skal jeg hen til Mikael (som nu er min 'chef', men som jeg har kendt i en del år efterhånden, fra CBS) og hans kone, og spise. Mikael advarede mig om, at jeg hellere måtte tage skiftetøj med, eftersom jeg godt kan risikere at de lukker togene pga. vejret, og i så fald bliver jeg nødt til at sove hos dem. I morgen skal jeg starte på arbejdet. 

Tabata house

Jeg bor i den nordlige del af Tokyo, men stadig ved Yamanote-linjen, som går rundt om det centrale Tokyo. Altså, stadig hvad man kan betegne som det centrale Tokyo. Kvarteret er rimeligt stille og roligt, med nogle butikker hist og her, og ellers er det mest et 'residential area'. 

Huset er småt og hyggeligt, og mit værelse er faktisk lidt større end jeg havde frygtet det ville være. Der bor to andre i huset; en fransk kvinde (Nanou) som jeg allerede har snakket en del med, hun virker rigtig sød. Den anden beboer har jeg ikke mødt endnu, det er en israelsk fyr ved navn Nir, men ifølge Nanou skulle han være superfin. Når her nu ikke bor flere (et af værelserne står tomt), er det rigtig fedt at det er nogle hyggelige personer jeg skal bo sammen med. 

Vi har et fællesrum nedenunder, med køkken, spisebord og sofagruppe med tv. Mit værelse er ovenpå, og er ca. 8 kvm, med en seng, et lille skrivebord, en stol, en lille reol, og en bøjlestang til mit tøj. Og så selvfølgelig A/C-anlægget, som fungerer som varmeapparat. Ligesom i alle andre japanske huse, er gulvet sænket lige ved gadedøren (eller måske er det nærmere sådan, at resten af gulvet er hævet). Man tager altid sine sko af inden man går ind, og sætter dem i reolen ved indgangen. 

Der ligger en 'combini', en slags minisupermarked, lige nede af gaden, og et supermarked lidt længere væk, og det tager ca. 8 minutter at gå op til stationen. Alt i alt er jeg ganske godt tilfreds med mine boligforhold, og jeg føler mig allerede hjemme her. 

Ankomst

Billede 1: Jeg prøver desperat at lukke min kuffert, giver op, tager et par ting ud af kufferten, og så lykkes det endelig. På vej ned af trappen er kufferten ved at få overhånd, den er tung som et hus. Ovre hos Helle, hvor jeg skal sove den sidste nat, får jeg hjælp til at sortere nogle ting fra. Nu med temmelig amputeret kuffert-indhold, kan jeg nyde den sidste aften sammen med pigerne. 

Billede 2: Check-in skranken i Kastrup. Der er heldigvis ingen kø, så det går hurtigt. Også for check-in manden at konstatere at jeg har 4,3 kilo for meget i min kuffert. "Men du slipper med at betale for 3 kg.". Tak. Det bliver så kun 1120 kr. 

Billede 3: Ved security er der heldigvis heller ikke særlig meget kø, men man skal jo alligevel være forberedt, når man når frem til skranken. "Gad vide om man stadig skal have sin laptop op af tasken?", tænker jeg, og kigger mig lidt omkring for at se om der er andre der tager deres op. Det er der, så det må jeg også hellere. Bortset fra at der ikke er nogen laptop i tasken. Den ligger hjemme hos Helle. Et kort sekund sætter panikken ind, inden det går op for mig, at der er to timer til jeg skal flyve, og da jeg ringer Helle op (og vækker hende), gider hun selvfølgelig godt at komme ud lufthavnen med den. Puha!

Billede 4: Endelig ankommet til Tokyo (og efter at have afleveret fingeraftryk og billede i immigration), skal jeg først med toget til Shinjuku, for at hente mine nøgler og skrive under på lejeaftalen. Shinjuku er måske en af de største stationer i verden, og dog bruger man alligevel ikke rigtig det der med rulletrapper. Jeg har sovet max tre timer på flyet, er sulten og tørstig, og både min kuffert og rygsæk er tunge. Men jeg finder kontoret hos Sakura House, får mine nøgler, og skriver under på en masse ting. Jeg får også et kort, der viser hvordan jeg finder mit guest house fra stationen. Superfint, men efter endnu en togtur til Tabata (min lokale station) synes jeg ikke rigtig at oplysningerne på kortet passer med den vej jeg går. Efter et stykke tid går det op for mig, at jeg er faret vild. Så jeg prøver på mit bedste japanske at spørge en gammel mand i en tobakskiosk om vej. Frem med luppen, men det der med at finde sin egen position på et kort, det bruger de vist ikke rigtig. En anden mand, der taler lidt engelsk, er hurtigt ilet til, ved synet af en gaijin i nød. De to diskuterer i en fem minutter, og kommer endelig frem til hvor jeg skal hen af. Jeg takker mange gange og går afsted, men det lykkes mig at fare vild igen. På det her tidspunkt er jeg træt, sulten, tørstig og temmelig tynget af min bagage, så jeg overvejer den mulighed at sætte mig ned og græde. I stedet spørger jeg en ny mand på gaden. Han følger mig hen til det nærmeste kryds, og viser mig hvilken vej jeg skal gå. Og endelig, ENDELIG, finder jeg frem til mit nye hjem.