Ankomst

Billede 1: Jeg prøver desperat at lukke min kuffert, giver op, tager et par ting ud af kufferten, og så lykkes det endelig. På vej ned af trappen er kufferten ved at få overhånd, den er tung som et hus. Ovre hos Helle, hvor jeg skal sove den sidste nat, får jeg hjælp til at sortere nogle ting fra. Nu med temmelig amputeret kuffert-indhold, kan jeg nyde den sidste aften sammen med pigerne. 

Billede 2: Check-in skranken i Kastrup. Der er heldigvis ingen kø, så det går hurtigt. Også for check-in manden at konstatere at jeg har 4,3 kilo for meget i min kuffert. "Men du slipper med at betale for 3 kg.". Tak. Det bliver så kun 1120 kr. 

Billede 3: Ved security er der heldigvis heller ikke særlig meget kø, men man skal jo alligevel være forberedt, når man når frem til skranken. "Gad vide om man stadig skal have sin laptop op af tasken?", tænker jeg, og kigger mig lidt omkring for at se om der er andre der tager deres op. Det er der, så det må jeg også hellere. Bortset fra at der ikke er nogen laptop i tasken. Den ligger hjemme hos Helle. Et kort sekund sætter panikken ind, inden det går op for mig, at der er to timer til jeg skal flyve, og da jeg ringer Helle op (og vækker hende), gider hun selvfølgelig godt at komme ud lufthavnen med den. Puha!

Billede 4: Endelig ankommet til Tokyo (og efter at have afleveret fingeraftryk og billede i immigration), skal jeg først med toget til Shinjuku, for at hente mine nøgler og skrive under på lejeaftalen. Shinjuku er måske en af de største stationer i verden, og dog bruger man alligevel ikke rigtig det der med rulletrapper. Jeg har sovet max tre timer på flyet, er sulten og tørstig, og både min kuffert og rygsæk er tunge. Men jeg finder kontoret hos Sakura House, får mine nøgler, og skriver under på en masse ting. Jeg får også et kort, der viser hvordan jeg finder mit guest house fra stationen. Superfint, men efter endnu en togtur til Tabata (min lokale station) synes jeg ikke rigtig at oplysningerne på kortet passer med den vej jeg går. Efter et stykke tid går det op for mig, at jeg er faret vild. Så jeg prøver på mit bedste japanske at spørge en gammel mand i en tobakskiosk om vej. Frem med luppen, men det der med at finde sin egen position på et kort, det bruger de vist ikke rigtig. En anden mand, der taler lidt engelsk, er hurtigt ilet til, ved synet af en gaijin i nød. De to diskuterer i en fem minutter, og kommer endelig frem til hvor jeg skal hen af. Jeg takker mange gange og går afsted, men det lykkes mig at fare vild igen. På det her tidspunkt er jeg træt, sulten, tørstig og temmelig tynget af min bagage, så jeg overvejer den mulighed at sætte mig ned og græde. I stedet spørger jeg en ny mand på gaden. Han følger mig hen til det nærmeste kryds, og viser mig hvilken vej jeg skal gå. Og endelig, ENDELIG, finder jeg frem til mit nye hjem.