"If you wanna rock"...

...sagde sekretæren på arbejdet, Yukiko, til mig, da hun skulle vise mig hvordan jeg låser efter mig, hvis jeg er den sidste der forlader kontoret. 

Hun taler godt engelsk, men lige som de fleste andre japanere udtaler hun r-lyden lidt sjovt. 'R' udtales på japansk som en blanding af r og l, og det gør 'l' så også. I politisk sammenhæng kan det også medføre nogle lidt sjove situationer når der er valg ("There is an election in Japan"...get it?). 

Kasai-san, som er en yngre kvinde (det er altid svært at bestemme japaneres alder, fordi de kan se temmeligt meget yngre ud, end de er), gør som mange andre japanere gør, når de har travlt: I stedet for at gå rundt på kontoret, små-løber hun. Hun har haft travlt de to dage jeg har været der, med at kopiere en masse dokumenter til en ret stor rapport som skal afleveres i 85 eksemplarer på fredag. Så hun futter konstant rundt. Man ser det også tit i butikker, når ekspedienter skal hjælpe en, den der små-løben. Som om de virkelig vil illustrere deres engangement i ens indkøb. Uh, vi løber og løber, vi står nærmest på hovedet for dig. 

Men det gør de nu faktisk også nærmest. De er ret gode til det med service herovre. I dag var jeg forbi Ueno (kl. 2 på kortet) på vej hjem fra arbejde, for at lede efter nogle slippers, og lidt andre ting til at gøre mit værelse lidt mere beboeligt. Jeg gik i Muji (fantastisk billig butik med basis-agtigt tøj og ting til boligen) og fandt sådan en stof folde-ud-hylde til at hænge på min bøjlestang, slippers, og nogle andre småting. Den indkøbskurv jeg havde fundet var lidt lille, men det var ikke noget problem. Alligevel kom en ekspedient ilende med nummeret større i indkøbskurv til mig, mens jeg gik rundt og kiggede. I mange tøjbutikker har de en knap i prøverummene, så man kan ringe på en ekspedient, hvis man har spørgsmål eller skal have en anden størrelse. Og de takker, og bukker, og pakker ens ting ind i 100 forskellige lag af poser og papir, og hvis man spørger om vej til noget bliver man nærmest fulgt på vej. 

Således lykkedes det mig også at finde et par bukser, som jeg rent faktisk kan have min røv i, og som tilmed er pæne og som jeg kan have på på kontoret. Det var så også den største størrelse de havde i butikken (og det skal så også siges at det var i GAP, som jo er amerikansk), men alligevel.