Lidt sur - nogen gange - i Tokyo

Jeg har haft en af de dage i dag, hvor jeg er træt og uoplagt. Og så kan man altså godt blive lidt irriteret på de der japanere, en gang imellem. 

Jeg er ikke så god til japansk - jeg kan godt sætte en sætning nogenlunde korrekt grammatisk sammen, men jeg har glemt rigtig mange af ordene, eftersom jeg ikke rigtig har talt japansk i de sidste fire år. De kommer hurtigt tilbage, når jeg hører dem igen, men det kræver at jeg lige slår dem op i en ordbog. 

I dag var jeg så på posthuset for at sende en pakke. Jeg havde glemt verbet for 'at sende', men som regel kan jeg klare mig i butikker og restauranter med en blanding af japansk, engelsk, og kropssprog. Det gik så ikke så godt på posthuset, og postdamen blev lidt irriteret, kunne jeg mærke. Hun spurgte mig om alt muligt på japansk, mens jeg prøvede at ligne en dum udlænding, der ikke fatter en skid. Det plejer som regel at hjælpe, men hun blev bare mere irriteret. Nå, men sendt pakken fik jeg da (søster - hold øje med posten på dit arbejde!). 

Bagefter var jeg så ude for at spise frokost. Der forstod de heller ikke noget, eller rettere - JEG forstod ikke hvad de prøvede at sige til mig. Når man først starter på japansk, ævler de bare løs i et hæsblæsende tempo, og så står jeg altså af. Jeg spurgte efter min kaffe, som jeg havde bestilt, og som ikke kom, og så begyndte damen at forklare mig hvor jeg kunne finde toilettet. Så prøvede jeg med det helt simple: "Kohii", som er en japanisering af det engelske "Coffee". Det siger man altså herovre.  Damen glor bare på mig, og siger "Kohii?" med et blankt udtryk i øjnene. Hvilket måske er meget forståeligt, hvis hun troede at jeg manglede et toilet. Så opgav jeg altså. Lidt efter var der en anden dame, der servede min kaffe. 

Så gik jeg heldigvis også bare op på mit kontor igen, og begravede mig i specialeskrivningen, mens jeg skumlede indvendigt, og prøvede at retfærdiggøre over for mig selv hvorfor de altså også bare er dumme, de der japanere. Det lykkedes ikke særlig godt.