Hjemme igen

Så er jeg hjemme igen, efter en okay flyvetur, der gik ganske hurtigt, syntes jeg. 

Dog måtte jeg lige af med omkring 1000 kr. i overvægtsgebyr...igen! Min kuffert vejede 23 kg., men de ville give mig 2 kg.'s rabat, sagde de, så jeg kun skulle betale for 1 kg. Men sørme så om damen ikke springer om på den anden side af skranken og insisterer på at veje min håndbagage. Hvor jeg jo havde puttet alle mine kloge studiebøger i. Så kufferten ikke skulle veje for meget, ik. Men så vejede min håndbagage-trolley så til gengæld fire kg. for meget, så jeg ialt måtte betale for 5 kg. overvægt. Tak for lort, Swiss. 

Efter 12 timer i det første fly og hurtig transfer i Zurich, landede jeg så i Kastrup kl. 1830 i går aftes. Da jeg kom ud ventede der mig en hel velkomstkomité! Min far, mor, søster, nevøer, kusine, og mine fire søde damer. Det var bare dejligt! Vi tog hjem til mig og fik champagne og jordbær, som min mor havde haft med. Mens jeg har været afsted har de fået rejst skellettet til det nye hus på den (tidligere) tomme grund ved siden af mit hus, og hele mit hus var pakket ind i stillads. Og jeg havde fået ny dør og vindue i køkkenet, og der lå en seddel om at de ville komme næste morgen kl. 7 og skifte vinduerne i resten af lejligheden... Det var så ikke så fedt, syntes jeg. 

Men her til morgen vågnede jeg af mig selv, og når det sker, er det som regel fordi jeg har sovet over mig. Men uret sagde 6.11, og jeg var lysvågen. Så jeg stod op og pakkede ud, tjekkede mail, fik noget at spise, og tog så ind til byen. København er bare så fin, som en lille tivoli-by, og himlen var så blå, så blå, som jeg slet ikke tror den kan blive i Tokyo. Det er meget mærkeligt at være tilbage - det er næsten helt absurd på en eller anden måde. Tror lige der skal gå et par dage før jeg helt forstår, at nu er jeg altså her. 

Checket ud

I dag har jeg præsenteret mine resultater på arbejdet, pakket mit skrivebord ned, kopieret de filer jeg skal bruge, og sagt farvel til mine kolleagaer. Det var lidt vemodigt at gå fra kontoret for sidste gang. Mikael holdte afskedsmiddag for mig torsdags, hvor jeg fik en rigtig fin gave af kontoret, en sort lakæske med kirsebærblomster på i perlemor. 

Så tog jeg toget hjem for sidste gang, pakkede, og gjorde rent på mit værelse, og her kl. 16 var der en fra Sakura House og tjekke værelset, låse af, og give mig mit depositum tilbage. Nu sidder jeg så her - og er lidt rastløs. Jeg regner med bare at hænge ud med Nir i aften, og så sover jeg på sofaen i fællesrummet - gad ikke bruge penge på et hotelværelse. 

I morgen skal jeg op 5.30 og have en taxa til Nippori, hvorfra jeg tager toget til lufthavnen. Og så er det ellers bare næsen hjemad...og skrive det skide speciale færdigt. 

Jeg glæder mig til...

...at cykle igen! 

Nu er der rent faktisk under en uge til jeg skal hjem igen. Det er eddermaneme mærkeligt at tænke på. Der er jo rigtig mange mennesker, som jeg glæder mig til at se igen. Men jeg glæder mig altså også til at cykle igen. Det er altså en undervurderet hverdagsglæde, som vi virkelig nyder godt af i København. Op på cyklen - og så bare afsted. Swusj! Frisk luft (bortset fra i myldretiden), motion, og hurtigt fra A til B. 

Herovre cykler de altså også, skal lige siges. Men der er ikke rigtig noget der hedder cykelstier, så her cykler man da bare på fortovet. Og jeg hader det! Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har været ved at blive kørt ned af en japaner på cykel, fordi de bare cykler for fulde drøn ud og ind mellem folk på fortovet. 

Og så cykler de med deres paraplyer oppe. Så snart der er udsigt til bare den mindste dråbe regn, så finder de deres paraplyer frem, for det er jo åbenbart dødsensfarligt at få regn på sig? Og det gælder selvfølgelig også når man cykler. Og jeg har en eller anden fobi for paraplyer, jeg får altid noia over at der er en eller anden regnforskrækket person der kommer til at stikke mine øjne ud med deres paraply. 

Helt sikkert 1-0 til København med dens cykelstier, og folk der har fundet ud af at regntøjet ER opfundet. 

Øv

Jeg har fået mit første afslag på jobansøgning. Jeg sendte en ansøgning i sidste uge, til en stilling som forretningskonsulent, som lød rigtig spændende, og hvor jeg syntes at jeg havde kompetencerne. Oven i købet i en virksomhed som lyder som et rigtig godt sted at arbejde for sådan en som mig.

Jeg fik svar i går, at de synes min ansøgning og mine kompetencer lød spændende, men at de søgte en med nogle års erfaring til at fylde det hul de i øjeblikket havde i organisationen.

Det er der jo ikke så meget at gøre ved, andet end at få noget erfaring - et andet sted. Jeg havde selvfølgelig ikke regnet med at være så heldig at der ville være gevinst på min første ansøgning, men det var bare lige sådan et job jeg rigtig gerne ville have. Op på hesten igen, ikke.

Specialeskrivning - frustrerende/interessant

I dag er der tre uger til jeg skal aflevere, og jeg arbejder på højtryk med skrivningen.

Jeg kører sådan en Dr. Jekyll/Mr. Hyde-stil. Det ene øjeblik synes jeg at mit emne er utroligt interessant, mine data giver mening, og jeg har styr på den røde tråd og sammenhængen mellem empiri og teoriargument. Det næste øjeblik er jeg ved at rive håret ud af hovedet på mig selv, alternativt kravle over og bide en af mine japanske kollegaer i benet, over de skide lorte-data som overhovedet ikke er til at få styr på, teorien som ingen mening giver, og det manglende overblik. De to sindsstemninger kan sagtens veksle mange gange i løbet en arbejdsdag - jeg tror jeg har observeret intervaller på helt ned til 30 sekunder.

Men altså - sådan skal det vel være på dette tidspunkt? Jeg håber da at det klarer op hen mod deadline, og der falder en akademisk velsignet ro over det hele. Man har vel lov at håbe, blev der sagt.

Heldigvis går det meget godt med at lægge det nogenlunde fra mig, når jeg kommer hjem om aftenen, så jeg kan slappe lidt af og lade op til næste dag. Der er det jo heldigt at jeg arbejder for en virksomhed som producerer nervemedicin.

(Nej, sgu da!).

Jordskælv

Da jeg var barn syntes jeg at jordskælv lød som noget meget farligt og forfærdeligt noget. Jeg forestillede mig at jorden revnede og der kom store sprækker i, som man så faldt ned i. Jeg kan huske at jeg faktisk var ret bange for dem (ligesom man som barn er skræmt ved tanken om krig og onde soldater), og altid forestillede mig at jeg faldt ned i de her sprækker med min mor i hånden.

Nu er jeg så næsten 30 og temmelig langt væk fra min mor, men ved heldigvis også at i langt størstedelen af tilfældene er jordskælv ikke farlige. Jeg har efterhånden mærket en del skælv mens jeg har været herovre. De kommer som regel om natten (hehe, det lyder som en gyserfilm), og hvis jeg sover lægger jeg ikke mærke til det. Hvis jeg er vågen og ligger i min seng, føles det nærmest bare som om at ligge i et tog der kører. Der er jo næsten hele tiden jordskælv herovre, de fleste er bare så svage at man ikke mærker dem, eller kun lægger mærke til dem, hvis man sidder stille eller ligger i sin seng.

Men her til aften, inden for den sidste time, har der været tre skælv. De to første var ikke så slemme, men det tredje var godt nok det kraftigste jeg har oplevet mens jeg har været her. Og det varede ret lang tid - måske 30 sekunder, hvis ikke lidt mere. Det var sådan så jeg virkelig kunne mærke at huset svajede, og det var lige før jeg overvejede om jeg skulle hoppe ned under bordet (ja, det står der altså i sådan nogle jordskælvsanvisninger at man skal, så man ikke får noget i hovedet). Selv efter selve skælvet var forbi, stod huset stadig og gyngede.

Jeg stod op og gik ind til Nir, som også var vågen. Han har et stort vindue ud til en balkon, med nabohuset lige på den anden side, og han sagde at han havde kunnet se husene stå og svaje mod hinanden og kablerne udenfor gynge kraftigt. Det var også det kraftigste skælv han har oplevet, og han har ellers været i Japan i to år. Så sad vi lidt og grinede af hvor freaky dén oplevelse lige var.

Jeg var ude på balkonen og kigge ud, og der var mørkt i alle andre vinduer, og ingen ståhej. Så selvom vi syntes at det var da godt nok noget af en omgang, så var det altså just another day at the office for alle japanerne.

Update: Skælvet blev målt til 6,7 på Richter-skalaen ifølge denne artikel.

Kort-mysteriet løst

Nu har jeg fundet ud af hvorfor jeg har så svært ved at forholde mig til den måde de hænger områdekortene op på herovre (jf. mit indlæg om at fare vild, og have svært ved at læse de kort der hænger rundt omkring, fordi de ikke, som i Danmark, som udgangspunkt har nord opad).

Ifølge den amerikanske kulturpsykolog Richard E. Nisbett tænker vesterlændinge og østerlændinge simpelthen ikke på samme måde. Mens vesterlændinge tænker i objekter, kategorier og logik, tænker østerlændinge i verber, sammenhænge og harmoni. Dette bunder i mange ting, men vi skal tilbage til nogle århundreder B.C. og hhv. græsk filosofi overfor kinesisk Confucianisme og taoisme, og de to landes forskellige geografi og deraf følgende levevilkår (handel og fiskeri overfor små-agerbrug).

I det gamle Grækenland var viden interessant for videns' skyld og debat var en kunstart og noget man stræbte efter, og fordi man var købmænd og fiskere, to erhverv hvis succes i høj grad afhænger af den enkeltes evner, kunne man sætte den enkeltes interesser højere end det store fællesskab. I det gamle Kina var man afhængige af hinanden for at kunne dyrke jorden optimalt, viden var kun interessant i det omfang man kunne omsætte det til noget praktisk, og Confucianismen lærte folk at varetage de fem centrale magt-forhold (mellem kejser og undersåt, forælder og barn, mand og hustru, ældre bror og yngre bror, og mellem venner) for at sikre harmoni i familien og samfundet.

Derfor er asiater bedre til at se sammenhænge, og anser forandring som en naturlig del af harmoni (Taoismens yin/yang), mens europæere ser kategorier og lineær udvikling. Og derfor er det altså helt naturligt for en japaner at et områdekort vender samme vej som omgivelserne, og ikke nødvendigvis én bestemt vej, fordi det nu tilfældigvis er en vedtaget konvention at nord altid vender opad på et kort, uanset om det så passer ind med vejene der hvor kortet skal hænge.

(Til gengæld forklarer det ikke hvorfor damen i Biotherm-standen gav mig en vareprøve med på afblegnings-creme, når jeg lige havde købt en selvbruner. Og dog. Nisbett forklarer også, at hvor europæere er dårlige til at forstå modsætningsforhold og paradokser og normalt vil regne sådanne for at være ulogiske og derfor ikke-gældende, er asiatere mere åbne for at 'noget' godt kan have modsatrettede attributter. Det kunne jo fx være at selvbruneren var en gave, eller at jeg gerne ville være hvid i ansigtet og brun på benene?).

Når man farer vild i Japan

Den anden aften da jeg var på vej hjem, tænkte jeg at ville stå af en station før mit endelige bestemmelsessted, og gå det sidste stykke, for lissom at prøve noget nyt, ik? Se nogle nye områder, få en på opleveren. Ja, jeg er vild. 

Nu er det så at jeg bilder mig ind at jeg har en fortrinlig stedsans, og jeg tænkte at hvis jeg bare gik nogenlunde langs med togbanen, så kunne det da ikke gå galt. Men man bliver jo hurtigt vovet, og det var en dejlig lun aften, så jeg fik forvildet mig ind i noget beboelsesområde, hvor der for øvrigt var nogle ret lækre huse. Og så havde jeg lige overset at på den rute af togbanen jeg gik af, bliver vejen afskåret af noget temmeligt stort jernbaneværk, der kommer nordfra (bl.a. den bane som shinkansen-togene nordfra kommer ind til Tokyo af - Tabata, hvor jeg bor, er det nordlige tog-knudepunkt for regionaltogbanerne). Så lige pludselig var jeg i en blindgyde, hvor jeg hele tiden kom til et hegn, hvor der var togbaneværk på den anden side. 

Men så er det jo godt, at der er områdekort mange steder her i byen. Problemet er så bare at japanerne har en lidt anden idé om hvordan et kort skal vende, end jeg har. Kan vi ikke godt blive enige om, at når man sætter et områdekort op, så skal 'op' på kortet være det samme som nord? Åbenbart ikke, for japanerne synes at det er smartere, at kortet vender samme vej, som man står. Ja, det er lidt svært at forklare, men ligesom når man står med et kort og skal finde ud af hvor man er, så vender man kortet, så vejene vender i samme retning som der hvor man er. Sådan gør de altså også på de kort der hænger rundt omkring. Og det kan være temmeligt forvirrende for sådan en som mig, der mener at det er en alment vedtaget konvention, at nord altid skal vende opad på et kort. 

Den lille gåtur, som jeg havde beregnet til 20 minutter, kom således til at tage 1,5 time. Men så fik jeg da SET noget. Bl.a. en masse togskinner, lokomotiver, og tomme huse, i et område hvor jeg var lige ved at blive lidt nervøs (jeg læser for mange japanske krimier). Og selvfølgelig fandt jeg hjem, jeg har jo en fortrinlig stedsans, ikke?

Hej, røde hund! Og andre mærkelige ting i Japan

Ja, nogle gange undrer jeg mig altså lidt...

Som fx i går, hvor jeg var i en stor boghandel for at finde nogle bøger jeg skal bruge i mit speciale. Jeg fik købt mine bøger, og fik dem med i en plasticpose. Da jeg så senere åbner posen, finder jeg denne her røde hund, som har sneget sig med. Hvem er den? Hvad kan den? Hvorfor optræder den i så mange forskellige situationer? Jeg aner ikke hvad det går ud på. 

Eller i dag, hvor det endelig lykkedes mig at finde en selvbruner i Biotherm-standen i et større stormagasin. Det skal lige siges, at når man køber noget i kosmestikstandene i stormagasinerne, så er det en større begivenhed. Først skal man jo finde ud af hvad man vil købe. Når dét så er etableret, så bliver man henvist til en stol et sted ved standen, hvorefter ekspedienten forsvinder. Hvorhen vides ikke. Lidt efter kommer hun tilbage, nu med ens vare. Så prøver hun at forklare hvad det er man har købt og hvordan det skal bruges (men hun giver som regel hurtigt op, når hun finder ud af at det er en ubehjælsom gaijin, hun har fat i). Så slår hun varen ind, og man afleverer nogle penge. Så forsvinder damen igen med ens vare og pengene. Noget tid efter kommer hun så tilbage, denne gang med byttepenge, varen, nogle vareprøver, og så en fin pose til at have tingene i. Det er jo dejligt at få vareprøver - det er et fantastisk trick til at få kunden til at føle sig heldig. Og jeg fik både en lille tube, og tre breve. Med whitening-creme. Altså sådan noget creme som de bruger vildt meget af herovre, der skal få ens hud til at se hvidere ud. Hej, dame, det er en selvbruner du lige har solgt mig? 

Så er der noget andet jeg spekuleret på. Altså, på mit værelse har jeg jo sådan en airconditioner. Den bruger man om vinteren til at varme rummet op, og om sommeren til at køle rummet ned. Fint nok. Der er så forskellige programmer på - bl.a. et der hedder 'Koldt' og et der hedder 'Varmt'. Derudover indstiller man så temperaturen til hvor mange grader man vil have. Det var så der jeg begyndte at undre mig. For hvad er forskellen på 20 grader på hhv. det kolde og det varme program? Jeg går ud fra at der er en termostat på apparaturet, eftersom det tænder og slukker af sig selv. Jeg kom så frem til at det må være to forskellige mekanismer det bruger til hhv. at varme op og køle ned, og at det er derfor man skal indstille hvilken af de to ting man ønsker. Men hvad sker der så hvis der er 18 grader i rummet, og man sætter den til at køle til 20? Køler den så op? 

Solskin og is-cyklus

Det er helt vildt godt vejr i Tokyo i denne uge. 23-24 grader og højt solskin. Det passer jo også glimrende med at det er 'Golden week'. Jeg har endnu ikke helt forstået konceptet omkring Golden week, og hvorfor det er man har fri, men det er i hvert fald noget med en masse fridage i træk.

Det ville jo alt sammen være helt fedt, hvis det ikke var fordi man skulle sidde indendørs dagen lang og skrive speciale. Vi har i øjeblikket besøg af en kollega fra Singapore, som skal overflyttet til Tokyo-kontoret, og Mikael og jeg var ude og spise frokost med hende i Ginza. Nogle af gaderne var spærret af for trafik så de fungerede som gågader, og der var masser af folk på gaden, på den afslappede vi-har-fri måde. Jeg fik den vildeste trang til at tage lidt ud af byen, finde mig en park eller en strand, og bare suge til mig af solen. Evt. supplere med en is.

Tilsyneladende har jeg en is-cyklus på ca. to år. Den fungerer sådan at i to år har jeg ikke den store lyst til is, det siger mig ikke rigtig noget, bevares, det smager da godt, men ellers gør det ikke rigtig noget for mig. De næste to år er det så anderledes. Der er is helt fantastisk, og jeg kunne spise det dagen lang. Således er jeg for nylig trådt ind i hvad der også kunne kaldes 'de to fede år', og jeg drømmer om is dagen lang. Så meget, at jeg til min japansk-time i går aftes fik samtalen drejet ind på is. Mums. Heldigvis er Tokyo fyldt med gode is-butikker.

Nå. Speciale.

Work-life Balance? Æh, måske...

Ligesom så mange andre lande i Vesten, har Japan et voksende problem med hvem der skal finansiere en befolkning der bliver ældre og ældre. Derfor diskuterer man nu work-life balance, bl.a. i denne artikel i Japan Times.

På den ene side vil man gerne have mange flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Der er de såmænd også, men som regel kun indtil de bliver gift, eller får børn. Næsten halvdelen af alle mænd og kvinder i Japan støtter op om idéen om at manden skaffer pengene, og kvinden passer hus og børn, og kun 38% af alle kvinder fortsætter med at arbejde efter de får børn. Disse kvinder, som ellers måske har haft gode uddannelser, og har siddet i karrierestillinger indtil de blev hjemmegående, vil man jo gerne have ud på arbejdsmarkedet igen, så de kan bidrage til at få hjulene til at køre rundt i Toyota-land.

På den anden side er der en arbejdskultur i Japan der dikterer lange arbejdsdage, og en utrolig dedikation til sin arbejdsplads, kombineret med en vertikal magtstruktur i virksomhederne. Hvis din overordnede stadig sidder ved sit skrivebord, så bliver du også nødt til at blive på din pind, selvom klokken er 21, og du blev færdig med alle dagens opgaver for en time siden. Så er det skide ligemeget om du bruger tiden på at løse sudoku, opdatere din facebook-profil, eller se X-factor på nettet; du taber ansigt hvis du går før chefen. Dette er selvfølgelig sat på spidsen, og det er bestemt ikke sådan alle steder - bl.a. på mit kontor, som selvfølgelig heller ikke er en typisk japansk arbejdsplads. Men går man rundt i et business distrikt klokken 22 om aftenen, vil man se rigtig mange lys tændt i vinduerne stadigvæk, og rigtig mange salarymen der stadig sidder ved deres borde (som de så sover under, hvis de misser det sidste tog hjem). Og rashawa varer ikke til klokken 18 her, togene er stadig fulde af jakkesæt klokken 23 om aftenen.

Som Mikael sagde den anden dag; work-life balance konceptet er baseret på en vestlig forestilling om at arbejde = sur pligt, og fritid = det gode, som man gerne vil have mere af. Sådan hænger det ikke helt sammen i Japan, hvor man har et andet syn på det at arbejde. Her er meget arbejde = godt.

Derfor går så mange kvinder hjemme med børnene, i hvert fald mens de er små. Hvis de vil ud og arbejde, bliver det højst i noget deltids, kontor-blomst-arbejde. En karrierestilling kræver simpelthen for mange timer til at det kan kombineres med det at have små børn, hvis man ellers mener at sådan nogle har brug for deres forældre mere end en time om dagen. Erhvervslivet er simpelthen bare indrettet på, at hvis man vil have familie og karriere, så har man en kone m/k derhjemme til at tage sig af det praktiske.

Én måned tilbage

I dag er der en måned til jeg skal hjem. Hvis jeg ikke havde udsat min hjemrejse, skulle jeg have været hjem på torsdag. Mærkeligt at tænke på, og jeg er glad for at jeg valgte at blive her lidt længere. 

Det betyder så også at nu er jeg ved at sætte ind på den afgørende slutspurt i specialeskrivningen. Jeg har travlt nu, men jeg er forhåbningsfuld. Bare tanken om at jeg snart - inden for en overskuelig tidshorisont - er færdig, er super, super fed. 

Jeg er stadig rigtig glad for at være i Tokyo, og jeg er stadig vild med byen. Der er mange steder jeg ikke har udforsket endnu. Men jeg kan også mærke at honeymoon-perioden er ovre, og jeg mærker mere og mere til savnet af dem jeg holder af derhjemme. 

På vej hjem i toget her til aften skete der et eller andet væmmeligt, da toget holdt på Okachimachi station. Da toget på den modsatte perron kom kørende ind, gav det pludselig et meget højt dyt - som en stor færge på vej ud af havnen. Da toget holdt stille kom konduktøren ud, og sammen med nogle andre begyndte de at stå og kigge ned under toget, lige på den anden side af perronen fra hvor jeg sad i mit tog. Der var en masse opstandelse, og dørene blev holdt lukkede. Folk i mit tog gik ud på perronen for at se hvad der skete. Så vidt jeg kunne forstå lå der en person nede under toget, ved skinnerne, og jeg tror ikke at vedkommende var død, for jeg kunne høre kondutøren sige "daijoubu desuka" ("er du okay?") derned til. 

Mit eget tog holdt stille imens alt dette her stod på. Endelig lukkede de folk ud af det andet tog, og der kom nogle og spærrede af med gul tape. På dette tidspunkt stod der efterhånden en hel del folk og røg smøger og gloede, for at se hvad der skete. Til sidst kørte mit tog, så jeg fandt aldrig helt ud af hvad der var sket. 

Jeg har prøvet at søge i nyhederne på det, men kan ikke finde noget. Trods alt er det jo også en ret dagligdags begivenhed at folk hopper ud foran togene herovre. En af verdens højeste selvmordsrater kombineret med de mange, mange tog i byen, må gøre det til et noget makabert job at være lokofører. Hvis ens hensigt har været at slå sig selv ihjel, må det være noget af en mærkelig følelse at ligge klemt inde mellem perronen og toget - det er for smalt til at man kan komme op igennem. Gad vide hvad man siger når man kommer op igen - "Undskyld ulejligheden"? 

Jeg - en ekstrovert, intuitiv og opfattende føler

På arbejdet har de gang i et eller andet HR-halløj for tiden, og derfor har vi alle taget Jungs typeindeks-test. Det er sådan en personlighedstest, der måler ens placering på fire dimensioner:

- Ekstroversion overfor introversion
- Sansning overfor intuition
- Tænkning overfor føling
- Vurderende overfor opfattende

Jeg er så af personlighedstypen ENFP, hvilket står for Ekstroversion, Intuition, Føling og Opfattende. Med andre ord, alle de bløøøøøøde værdier, og ifølge typebeskrivelsen egner jeg mig til "arbejde som omhandler udvikling af mennesker og deres potentiale - fx sundhedsomsorg, humanitært arbejde, religiøst arbejde, adfærdsvidenskab, forskning, undervisning af unge og voksne, rådgivning, forfatterskab, kunst, musik, kultur, salg af livsværdier, etc.".

Nu er det så at jeg opfatter, at jeg føler, at min intuition siger mig at jeg måske ikke har været studievejleder i næsten hele min studietid (og det er længe!) uden en grund. Faktisk står der ordret i typebeskrivelsen at "personer med din typologi bliver ofte tiltrukket af rådgivningsarbejde". It-branchen kan jeg da vist glemme alt om, med mindre jeg kan få en eller anden HR-agtig funktion. Måske jeg kan blive studievejleder hos Microsoft?

Faktisk er det, sjovt nok, nogenlunde det samme der som regel står i mit horoskop (nu skriver jeg 'som regel', men det aner jeg i virkeligheden ikke noget om, da jeg meget sjældent læser mit horoskop, da jeg generelt mener at astrologi er noget BS): "Krebsen er følsom og et rigtigt hjemmemenneske, der elsker at drage omsorg for familien og at nusse rundt derhjemme". Bortset fra at dette her nok er et lidt mere kvalificeret bud, end hvad astrologien kan mønstre, så stemmer det da meget godt overens. Det store spørgsmål er nok om jeg i virkeligheden går rundt og tror at jeg er en hårdere negl end jeg er? Når nu både Jung og stjernerne begge siger at jeg er sådan en blød og omsorgsfuld type.

For øvrigt - salg af livsværdier?? Kan sådan nogle sælges? Og er det ikke et rimeligt kynisk erhverv at påtage sig?

Problemer i petitesseafdelingen

I betragtning af hvor mange kosmetik-butikker de har herovre, kan det altså være virkeligt svært at finde det man skal bruge. Eller også er det bare mig der er meget besværlig på den front. (Det er det sikkert).

Jeg har det sådan, at med ganske få undtagelser, så vil jeg gerne nøjes med at have parfume i min parfume. Så jeg har været på jagt efter noget bodylotion uden parfume i. Det kan være svært nok at finde gode produkter uden parfume derhjemme, men herovre går de åbenbart overhovedet ikke op i sådan noget. Og når alting står på japansk kan det være ret uoverskueligt selv at skulle finde de ting man skal bruge. 

Nu har jeg efterhånden været her i et stykke tid, og er blevet lidt bedre til sproget, så jeg marcherede selvsikkert ind i den lokale pendant til matas. Jojo, efter at have gennemsøgt hele butikken, fandt hun skam frem til at hun havde en creme uden parfume i. Men den var så desværre udsolgt. 

Nå. Så er der jo ikke andet at gøre end at ty til pengepungen og gå i Clinique-standen. Men der har de ikke bodylotion. Jeg gav dog ikke op så let. Det er efterhånden blevet ret lunt herovre, og når jeg ikke skal ligne en der arbejder på et kontor (dvs. i weekenden), vil jeg gerne have noget lidt mere sommerligt tøj på, men helst uden at ligne en der ikke har fået gipsen af, så nu jeg alligevel var hos Clinique kunne jeg lige så godt købe en selvbruner. De plejer at have en god en. Men det sælger de bare ikke hos Clinique i Japan, hvor det jo gælder om at være så hvid som muligt. Til gengæld kunne jeg få en 'Whitening'-serie, til at gøre huden ENDNU hvidere. Nej tak. Men så kan jeg jo til gengæld trøste mig med at jeg er utroligt fashionable med min melhvide teint. 

Japanerne har simpelthen bare nogle helt andre behov på den front, end jeg har. Jeg har tyndt hår - japanere har tykt hår, så hos frisøren skal man passe på ikke at få en 'udtynding' af håret, for det er det de plejer at lave. Jeg skal helst ikke have parfume i noget som helst andet end parfume - japanerne skal helst have parfume i ALT (inklusive deres stearinlys, og hvis der er noget der kan give mig hovedpine på ca. 15 sekunder, så er det duftlys (og røgelse! Bvadr!)). Mascara-køb vil jeg slet ikke komme ind på, men det måtte også ende med en Clinique-model. 

Ja, det er virkelig de store eksistentielle problemer der kæmpes med herovre. 

Fuji

Da min kusine besøgte mig i marts, var vi på Fuji-jagt. I guidebøgerne står der, om rigtig mange steder, at "on a clear day, you can see Mt. Fuji from here". Problemet er bare at det åbenbart skal være en MEGET clear day, før det skide bjerg lader sig se. 

Således måtte vi opgive at se det fra både Landmark Tower i Yokohama, og Park Hyatt i Shinjuku, hvor vi spiste brunch på 44. etage. Vi havde også planlagt at tage til Hakone, som er et bjerg/spa-område sydvest for Tokyo, men det måtte vi droppe fordi det var gråvejr den dag vi skulle afsted. Vi prøvede ellers ihærdigt, men det lykkedes os aldrig at få et glimt af det berømte bjerg. Til sidst blev vi enige om at det i virkeligheden slet ikke eksisterer, og blot er en myte. 

Men så var jeg jo i Hakone her i weekenden, og der var vi heldige at have godt vejr. Søndag formiddag tog vi sightseeing-båden over søen, og med det samme åbenbarede bjerget sig for os. Det er nu flot, og det er ikke så mærkeligt at det nærmest har kult-status for japanerne. På ovenstående billede fik jeg både bjerget og den røde port, der markerer Hakone shrine, med. 

Min stakkels kusine fik heldigvis bjerget at se fra flyet, da hun fløj hjem. (Jeg har faktisk også set det et par gange før - bl.a. fra flyet da jeg ankom her i februar. Det var en ret fantastisk velkomst at få efter de mange timers flyvetur, at se bjergtoppen titte op over skyerne i solskin: Velkommen til Japan!). 

Regnvejr

Det regner i Tokyo, og det har det gjort siden i går, og kirsebærtræerne er afblomstret. Det regner også lidt i mit sind.

I lørdags sagde vi farvel til Nanou, som vendte hjem til Frankrig efter at have boet i Japan i ca. 1,5 år. Hun var den første jeg mødte i huset i Tabata, og vi har hængt ud i køkkenet mangen en aften hvor vi har diskuteret om løst og fast, drukket øl og røget smøger, grint og hørt musik.

Jeg havde glemt hvor hurtigt man kan knytte sig til andre mennesker, og især når man er ude at rejse. Man ved godt at de skal rejse igen på et tidspunkt, men man glemmer at det betyder at de så ikke vil være der mere. Det er så mærkeligt, at hun ikke bor i værelset ved siden af mig mere. Jeg savner hende!

Der er allerede flyttet en ny ind på Nanous værelse. En tysk mand, mindst 45 år gammel vil jeg tro, som taler engelsk med en tyk, tysk accent, og er databaseprogrammør (og han ligner også sådan en). Jeg fik først hilst på ham i går aftes og han virker ærlig talt som noget af en tørvetriller. MEGET tysk. Heldigvis er Nir der stadig, og Gregory, som flyttede ind i forrige uge, er også en okay cool fyr.

Jeg er begyndt at tage japanskundervisning. Fandt en lille sprogskole der ligger ca. mellem kontoret og Tabata, hvor jeg har to timers japansk hver mandag aften. Nu hvor jeg har udsat min hjemrejse med en måned, synes jeg at det kunne være fedt at blive bare lidt bedre til sproget.

Hanami

I dag har jeg været til Hanami med arbejdet. 'Hanami' er når kirsebærtræerne blomstrer, og man er ude og kigge på dem. Jeg har glædet mig meget til denne periode, for jeg har aldrig været i Japan om foråret før, og derfor ikke set når kirsebærtræerne blomstrer. 

De blomstrer kun i ca. 10 dage, så falder blomsterbladene af, så det er bare med at komme ud og kigge på dem, mens de er der. Mange firmaer arrangerer en hanami-tur for medarbejderne, hvor man kigger på blomsterne og får lidt at drikke og spise. 

Vi tog fra kontoret kl. 1530, og tog til Naka-meguro, hvor vi gik langs floden og så på de fantastisk mange, fantastisk smukke træer. På et tidspunkt stoppede vi og fik en øl. Mikael og jeg snakkede om at man skulle ligge på en luftmadras og flyde ned af floden, med en stor øl med sugerør i, og bare glo op i træerne. 

Da vi var færdige med at kigge på blomster, gik vi til Daikanyama, hvor vi spiste på en ret lækker italiensk restaurant. Jeg fik noget fiske-carpaccio (som jeg ikke kan stave til), risotto med små rejer og kammuslinger, and med små lækre kartofler, og til dessert fik vi surprise-kage, til ære for en ny medarbejder på kontoret. Det var alt sammen meget lækkert. 

Efter middagen mødtes jeg med Torsten, som jeg kender fra ITU og som i øjeblikket er i Tokyo. Vi fik en øl, men jeg er lidt halv-sløj for tiden, så jeg tog tidligt hjem. I morgen holder jeg fri, og så skal vi ud og kigge lidt mere på hanami. 

Der er flere hanami-billeder her. 

Ægte kærlighed

Jeg er i gang med at læse bogen International User Interfaces af Elisa M. del Galdo og Jakob Nielsen, og faldt lige over Galdos dedikation i starten af bogen:

"I'd like to dedicate this book to my husband in gratitude for his contagious enthusiasm by which I have always been happily infected. But I can't. The truth is, my husband is a miserable old sod (i.e. the British version of a grumpy old man) who always has something negative to say about everything I do. However, he's frequently right and, on the occasions that I can accept the criticism, I always do a better job because of it. So I'll dedicate the book to him anyway in spite of his bad attitude because I love him. Somebody has to. I think of it as a service to the European community."

Brandøvelse på japansk

I dag har vi haft brandøvelse her på kontoret.

Det kom nu ikke som nogen overraskelse. Øvelsen blev allerede annonceret for et par uger siden, med præcis angivelse af dato og tidspunkt. Det er jo godt at vide på forhånd, hvornår der bliver brand, så man kan forberede sig, og evt. tage praktiske sko på den dag (jeg har nu godt nok hæle på i dag, men jeg slap da ud af bygningen i live).

Kl. 13.00 lød brandalarmen så, efterfulgt af en besked på japansk i PA-anlægget. Vi gloede lidt spørgende på hinanden, og begyndte så at rejse os fra vores pladser. Ned af trappen fra 7. sal gik det, i adstadigt tempo, Mikael stadig med sin kaffekop. Vel nede i godt behold var der samling udenfor, hvor vores kontors 8 medarbejdere udgjorde over halvdelen af de fremmødte. I betragtning af at der er otte etager i bygningen, og vores kontor kun fylder halvdelen af en etage, må der formodes at være gået en del menneskeliv tabt i den (heldigvis kun imaginære!) brand.

Nuvel, der blev gjort mandtal, og en mand sagde en hel masse på japansk. Så skulle vi øve os i at bruge en brandslukker. Det kunne alle finde ud af. Og så var den øvelse ligesom slut.

Nu med film

Her er en lille film med Nir og Nanou, som jeg bor sammen med, optaget for en måneds tid siden i vores fællesrum:



Hvis man vil se flere små filmklip jeg har lavet herovre, kan man gøre på det min YouTube-konto her.

Korea for begyndere

Jeg er i Seoul, hvor vi har besøgt kontoret herovre og snakket med dem om deres erfaringer med den portal, jeg arbejder med. Vi ankom i går, har arbejdet i går og i dag, og rejser hjem i morgen aften. I morgen skal vi ikke arbejde, så der er der tid til at se lidt af byen.

Vi bor på Lotte World Hotel, som ligger lige ved siden af Lotte World, en forlystelsespark som ligner et mini-Disneyland. Fra mit værelse på 27. etage har jeg en fantastisk udsigt over byen, og jeg kan lige nu sidde og kigge udover en alle lysene fra byen. Inklusive de mange pink-røde kors, som er på toppen af de mange kirker.

Det er lidt mærkeligt at være i Korea. Det minder på flere måder om Japan, og så alligevel ikke. De bruger et andet skriftsystem, som vist skulle være meget mere simpelt end japansk. Sproget lyder i mine ører som en blanding af japansk og kinesisk, og det er lidt mærkeligt ikke at kommunikere, når man er vant til at kunne klare sig nogenlunde på lokalsproget. Seoul virker mindre 'sammenvokset' end Tokyo. Der er rigtig mange boligblokke, som minder mig om sådan noget man bankede op i 60'erne og 70'erne i Københavns satellitbyer.

Derudover har jeg om Korea lært at:

• Man er 1 år, når man bliver født, fordi man regner alder fra undtagelsestidspunktet (+ 3 måender, altså). Så når en koreaner fortæller at hun er 30 år, er hun altså kun 29.
• Der er mange kristne herovre (jf. de mange kirker).
• Koreansk valuta hedder 'wan', og 10.000 wan svarer til ca. 1000 yen, dvs. ca. 50 kr. I Kina hedder valutaen 'yuan', og i Japan 'yen'.
• Koreanere har lige så små fødder som japanerne. Ingen sko i denne omgang, altså.

Hver dag får jeg på hotelværelset en 'Yellow dust forecast', hvor der står følgende: "For your health and safety, our hotel offers you a forecast on tomorrow's predicted yellow dust condition, and we suggest that you please make note of it, and also consider wearing a filter mask when going out". Ved siden af ligger der så en hvid pose hvorpå der står "Sand dust Pack", og en pakke med sådan en operationsmaske, som de går med når de er forkølede i Japan. Jeg aner ikke hvad det går ud på.

For hvid til visse steder

Det er almindeligt kendt blandt gaijins i Japan, at man kan komme ud for at blive afvist i restauranter og butikker på grund af sin hudfarve. Eller rettere, på grund af sin manglende japanskhed.

Det bunder formentlig fra forretningens side i en blanding af ikke at ville sætte sig i en situation hvor man ikke kan gøre sig forståelig, hvis man fx ikke taler engelsk, og så ganske almindelig xenofobi. Det er altså ikke noget man behøver at tage personligt.

Alligevel var det lidt mærkeligt, da jeg første gang oplevede det sidste lørdag, da Jeanette og jeg var i Asakusa for at se Sensoji, et af de mest kendte templer i Tokyo, og vi blev afvist på en bar. Vi havde gået rundt i området i et stykke tid, og syntes, at nu var det vist tid til en øl. Vi fandt et sted med en ølreklame uden for, og gik ind, men barmutter kiggede på os med et stramt udtryk i ansigtet, mens hun viftede med hånden foran sig. Der var ikke noget at tage fejl af - vi var ikke velkomne hos hende.

Min roommate, Nanou, har prøvet nogenlunde det samme, også i Asakusa på en sushirestaurant. Hvis man ser et skilt uden for en restaurant eller bar hvor der står "We do not speak English", så kan man lige så godt lade være med at gå derind, for skiltet betyder i virkeligheden at hvis man ikke er japaner, så er man ikke velkommen. Andre barer er mere direkte, og skriver bare "Japanese only" udenfor.

Selvom man ikke skal tage det personligt, og nærmest bare kan tage det som en spøjs oplevelse, så er det alligevel lidt mærkeligt at blive afvist på grund af sin etnicitet.

Besøg hjemmefra

I øjeblikket har jeg besøg af min søde kusine. Hun kom i lørdags, og vi har lavet en masse Tokyo-sjov siden.

Lørdag var vi i Asakusa og se det store Senso-ji tempel, og søndag var vi i Kamakura, et område syd for Tokyo, og se på templer, haver, en meget stor Buddha, Stillehav og ørne. Ja, ørne, der var mindst 30 af dem, og de cirklede over stranden lige hen over hovedet på os. Jeg var ved at dø af skræk. Jeanette tog det i noget mere stiv arm, og fik et super godt billede af en af dem.

Specialet skriver jo desværre ikke sig selv, uanset hvad de siger, så jeg har været på arbejde her i hverdagene, mens Jeanette tuller rundt i byen for sig selv. Dog går jeg noget tidligere end normalt, og på fredag har jeg taget fri. Mandag efter arbejde gik vi en tur ned og kiggede på Tokyo tower, som er en kopi af Eifeltårnet bygget i 1950'erne, og derefter spadserede vi til Roppongi, hvor vi spiste på Gonpachi, som efter sigende skulle have inspireret Quentin Tarrantino til kampscenen på restauranten i Kill Bill I.

I går, tirsdag, mødtes vi kl. 17 på en bar, fik en øl, og gik derefter til Akihabara. Bydelen kaldes også 'Electric Town', fordi den har alt hvad hjertet kan begære af elektronik, manga, og nørderi. Jeanette fik sig en fin lille iPod, og vi fik noget dejligt mad.

På fredag holder jeg fri, og så skal vi måske til Hakone og kigge på varme kilder og Mt. Fuji. Søndag, den sidste dag inden Jeanette rejser hjem igen, har vi fået bord på New York Grill til Sunday Brunch - det skulle være rigtig lækkert, og koster kun en brøkdel af hvad det normalt koster at spise der. Så det glæder jeg mig til at opleve!

Hurra for de døve, de har vundet et stereoanlæg

Sådan gik man rundt og sagde da jeg var barn, og det kommer jeg til at tænke på når jeg følger hele Muhammed-ytringsfriheds-debatten i de danske medier. Jeg må sige at tonen i debatten ikke ligefrem er noget, der giver mig hjemvé.

I bedste George Bush-stil (og ham elsker vi jo, eller AFR gør i hvert fald), kører den på præmissen "Hvis du ikke synes at muhammed-kariakaturer er den fedeste idé i verden, så ligger du under for trusler fra de islamiske og hjernevaskede mørkemænd, og så er det DIN skyld at vi ender med kalifatet". Det vidner jo om et fantastisk vid og evne til at nuancere.

Dette er blot endnu et eksempel på hvordan religion kan bruges, og bliver brugt, som magtmiddel. I de islamiske lande bruges den til at fastholde folk til i frygt og ydmyghed at gøre som der bliver sagt, og netop derfor er det vand på de islamiske magthaveres mølle med sådan en lille herlig karikatur-godbid: Opium for folket! I Danmark bruges islam også til at skabe frygt, bare med omvendt fortegn: De kommer, de kommer, se selv, nu vil de bestemme hvad vi må skrive i vores aviser! Vand på Pias mølle, endnu mere held med at styre folket med frygt for det fremmede og ukendte.

"Muhammed-sagen er nødvendig, for intet må være helligt for vores ytringsfrihed", siger de. Men hvad er det helt præcis vi opnår? Kommer man ikke længere med dialog og respekt for andre menneskers værdier? SKAL hele verden absolut dele vores åh, så sjove humor, hvor vi bare kan lave sjov med ALT, for vi er nemlig bare så frisindede, ja vi er så?

Dejlig weekend

I fredags var der fyraftensøl med arbejdet på den lille bar, Change, der ligger over for kontoret. Bagefter tog Emi, en ny medarbejder der startede i sidste uge, og jeg med Mikael til en bar ved Shimbashi station, hvor vi mødtes med en af Mikaels venner, Peter. Senere stødte Peters ven Desmond til. Det var en hyggelig aften, hvor jeg var dog var så fornuftig at tage det sidste tog hjem ved 23.30-tiden. 
På billedet ses jeg, Emi, og Mikael, der dog fremkommer en anelse spøgelsesagtig her. Eller måske bare fjollet. 

Søndag eftermiddag tog jeg i Ueno park, som ligger et par stop med toget fra hvor jeg bor. Vejret var dejligt mildt og forårsagtigt, og det var super lækkert at spadsere rundt i parken og bare slappe af, og glo på mennesker, træer, templer, karuseller, ænder, søer og museer. 

Ved Toshogu templet, som blev bygget i 1651, men som dog er blevet restaureret et par gange siden hen, så jeg "The flame of Hiroshima and Nagasaki": 
Efter bomben blev smidt i Hiroshima, tog en ung mand til byen for at lede efter sin onkel, men fandt kun hans hus nedbrændt, og der var stadig en flamme der brændte. Manden tog flammen med tilbage til sit hjem i Fukuoka, og holdt liv i flammen, som kom til at blive et symbol for hans håb om at brugen af atomvåben måtte blive helt afskaffet. I 1988 blev flammen bragt sammen med en flamme som man lavede med nogle stykker tegl fra Nagasaki, og der blev lavet dette mindesmærke ved templet i Ueno park. Man kan måske ikke se det på billedet, men flammen brænder bag glasset i fredsduen. 

De farvede kæder er lavet af tusindvis af foldede papirtraner. Papirtranen er blevet et symbol på fred som især forbindes med atombomberne i Hiroshima og Nagasaki, hvilket oprinder i historien om pigen Sadako, som kan læses her. Ialt døde 220.000 mennesker i Hiroshima og Nagasaki inden udgangen af 1945, og mange tusinder er døde siden af følgevirkningerne, fx som Sadako, der døde af leukæmi, der kaldtes "atomic bomb disease". 

(Der er flere nye billeder i mit fotoalbum).

Mit valg af specialeemne

Her ser man den bagvedliggende grund til at jeg valgte at skrive om cultural usability med udgangspunkt i Japan (altså, det, og så at jeg fik et rigtig godt tilbud om et virksomhedssamarbejde). Japansk brugergrænsefladedesign er bare ikke særlig intuitivt for mig (for nu at sige det på den diplomatiske måde).

Der er tale om en online medicin/kosmetik/alt muligt ragelse-butik, og nu har jeg siddet og gloet på den i et stykke tid efterhånden, og jeg kan simpelthen ikke finde det jeg skal bruge. Der er ting der flasher og blinker, skrappe farver, tusind milliarder informationer, og så er siden lang som et ondt år, så man skal scrolle. Nu hjælper det selvfølgelig heller ikke at det er på japansk, da jeg ikke er så god til at læse det, men jeg ved da i det mindste hvordan man skriver det jeg leder efter.

Siden har rigtig mange af de klassiske usability-fejl, og så reklamerer den oven i købet øverst på siden med, at den ikke er blevet opdateret i 20 dage (og hvad sker der i øvrigt for at kalde en side "Shopping mall USA", og så sætte et segl på som logo?).

I hvert fald var det sider som den, der gjorde at jeg oprindeligt undrede mig.

Flere bamse-dyr med vigtige beskeder

I går var det pandaer på skateboards, og her til morgen fandt jeg så ud af at hvis man er en vaskebjørn, der kører med metroen, så skal man passe på ikke at få sin hånd i klemme i døren. Eller pote, må det vel retteligt være. 

Er dét virkelig en problemstilling?

Ved Tabata station hænger dette skilt. Jeg ærger mig hver dag over at det endnu ikke er lykkedes mig at se nogle af disse her pandaer, der åbenbart raider gader og stræder på deres skateboards, så almindelige godtfolk må springe for livet. 

Frokost (uden fransk hotdog)

I dag var der velkomst-frokost for mig og Taniguchi-san, som startede i sidste uge. Vi var på en lækker frokost-restaurant i nærheden af kontoret. Udover os (og det er næsten hele Japan-afdelingen der ses på billedet, kun chefen manglede), var restauranten stort set kun befolket med kvinder, der alle sammen lignede nogle der tilhørte 'ladies-who-lunch'-segmentet. 

Vi fik en meget lækker treretters menu - kartoffelsuppe, kammuslinger og chokoladekage. Mums!

Fransk hotdog

Så sidder man her på arbejdet tirsdag formiddag og læser om demenssygdomme, og får en akut trang til fransk hotdog.

Normale mennesker savner rugbrød og leverpostej med rødbeder, når de er i udlandet i længere tid, men for mig er det altså fransk hotdog. Sådan var det også helt tilbage da jeg boede i USA for 10 år siden. Og nu er det altså ikke ligefrem fordi jeg normalt spiser overvældende mange franske hotdogs derhjemme.

Men okay, et godt stykke rugbrød med leverpostej, rødbeder og saltkød ville heller ikke være af vejen. Eller en flæskestegssandwich fra Cheung (fantastisk kinagrill en gade fra min lejlighed på Amager). Og så et glas økologisk skummetmælk til.

Kun en time og et kvarter til frokost. Det er nok meget godt.

Arbejd, Arbejd, ZZZZzzzz....

Der er nok at lave, når man er sådan en der tror hun skal skrive speciale på tre måneder. 

Mandag til fredag arbejder jeg fra 9-10 tiden til 19-20 tiden om aftenen - i dag var jeg hjemme fra arbejde kl 21.30. Jeg har så også ca. 40 minutters transport hver vej - det er jo ikke så slemt endda for Tokyo. Slet ikke, når man kan bruge tiden til at slå hjernen fra, og iPod'en til, og glo ud af togets vindue på vilde Tokyo. Hvis man da ellers kan se vinduet for de mange japanere der sover stående, med deres operationsmasker på (hvis de er sløje - det er et spørgsmål om høflighed, så man ikke smitter sine omgivelser). 

Til gengæld er jeg også rigtig glad for det jeg laver, når jeg er på det der arbejde. Jeg er i gang med at lave en masse undersøgelser af hvordan den portal, jeg arbejder med, er blevet lanceret i andre lande. I fredags lavede jeg et interview med en fra den australske afdeling, og i dag med en fra den koreanske afdeling. Det var ret interessant, fordi de havde to vidt forskellige oplevelser af arbejdet med portalen. Godt for specialet! Jeg har endnu ikke det store forkromede overblik over stoffet, men det kommer, det kommer. Om Gud vil, og røven holder. 

Lige så interessant det er at lave interviews, lige så røvsygt (hov, hov, unge dame - nu ikke så meget røv i dit sprog) er det at transskribere dem bagefter. Det har jeg så brugt det meste af resten af dagen på i dag, og min hjerne føles som om den består af omtrent 98% kogt spaghetti. Så efter arbejde var det bare toget hjem, noget at spise, sludre lidt med de andre i huset, og nu: Sovetid. 

Junichis guide til Tokyo

Jeg har skrevet lidt sammen med Junichi, som arbejder hos Deadline Games i København. Han havde set min blog, og var så flink at skrive til mig om der var noget han kunne hjælpe mig med, da han er japaner, og har boet i Tokyo i nogle år. 

Jeg spurgte ham hvad han ville sige er et must-see i Tokyo, og som svar fik jeg denne guide. Den kan anbefales, hvis man vil have nogle gode tips til byen. 

Tusind tak, Junichi!

Lidt sur - nogen gange - i Tokyo

Jeg har haft en af de dage i dag, hvor jeg er træt og uoplagt. Og så kan man altså godt blive lidt irriteret på de der japanere, en gang imellem. 

Jeg er ikke så god til japansk - jeg kan godt sætte en sætning nogenlunde korrekt grammatisk sammen, men jeg har glemt rigtig mange af ordene, eftersom jeg ikke rigtig har talt japansk i de sidste fire år. De kommer hurtigt tilbage, når jeg hører dem igen, men det kræver at jeg lige slår dem op i en ordbog. 

I dag var jeg så på posthuset for at sende en pakke. Jeg havde glemt verbet for 'at sende', men som regel kan jeg klare mig i butikker og restauranter med en blanding af japansk, engelsk, og kropssprog. Det gik så ikke så godt på posthuset, og postdamen blev lidt irriteret, kunne jeg mærke. Hun spurgte mig om alt muligt på japansk, mens jeg prøvede at ligne en dum udlænding, der ikke fatter en skid. Det plejer som regel at hjælpe, men hun blev bare mere irriteret. Nå, men sendt pakken fik jeg da (søster - hold øje med posten på dit arbejde!). 

Bagefter var jeg så ude for at spise frokost. Der forstod de heller ikke noget, eller rettere - JEG forstod ikke hvad de prøvede at sige til mig. Når man først starter på japansk, ævler de bare løs i et hæsblæsende tempo, og så står jeg altså af. Jeg spurgte efter min kaffe, som jeg havde bestilt, og som ikke kom, og så begyndte damen at forklare mig hvor jeg kunne finde toilettet. Så prøvede jeg med det helt simple: "Kohii", som er en japanisering af det engelske "Coffee". Det siger man altså herovre.  Damen glor bare på mig, og siger "Kohii?" med et blankt udtryk i øjnene. Hvilket måske er meget forståeligt, hvis hun troede at jeg manglede et toilet. Så opgav jeg altså. Lidt efter var der en anden dame, der servede min kaffe. 

Så gik jeg heldigvis også bare op på mit kontor igen, og begravede mig i specialeskrivningen, mens jeg skumlede indvendigt, og prøvede at retfærdiggøre over for mig selv hvorfor de altså også bare er dumme, de der japanere. Det lykkedes ikke særlig godt. 

Billeder

Jeg har oprettet et online billedalbum, så hvis der skulle være nogen der har lyst til at se de billeder jeg tager, så kan de kigge her. (Hvis man vil se billederne i større udgave og læse billedteksterne, skal man klikke på 'Diasshow'). 

Vaskedag

I dag har jeg slappet af, og ordnet vasketøj. Vores vaskemaskine og tørretumbler står udenfor, og en vask koster 200 yen (knap 10 kr.). Der er kun et program - man smider bare tøjet ned i, tilsætter vaskemiddel og starter den. Ikke noget med kogevask eller finvask her - lidt klamt, når man er vant til at sengetøjet skal have mindst 60 grader. Man skal nok bare lade være med at tænke over det. 

Sådan er der flere ting i husholdningen, der er lidt anderledes end i Danmark. Huset jeg bor i, er ikke særlig godt isoleret, og det er opvarmet af aircondition. Hvilket betyder at man sætter airconen til den temperatur man gerne vil have. Så varmer den værelset op til den ønskede temperatur, og så slukker den. Det bliver lynhurtigt koldt igen, og så starter maskineriet igen. Ikke ligefrem særlig miljøvenligt. 

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for de går ret meget op i miljøvenlighed på andre punkter. Affaldssortering, fx - i køkkenet har vi fire forskellige affaldsspande: En til "Burnable", en til "Non-burnable", en til dåser og en til glas. Pap og andre større ting skal udenfor. Plasticflasker skal man samle sammen, og gå ned til den nærmeste combini (7-11, el. lign. butik), hvor der står en special affaldsspand til dem. Affaldet bliver så hentet fire gange om ugen - en dag hvor "Burnable" bliver hentet, en anden dag hvor dåser bliver hentet, og så fremdeles. Det er meget vigtigt at man stiller det relevante affald udenfor - i præcis den pose det skal være i - på præcis det tidspunkt hvor det bliver afhentet. På et skilt i køkkenet står der således: 

"Please be aware that you manner of disposing of household garbage is one of the most imporant issues in the neighbourhood". 

Så det gælder bare om at gøre det rigtigt, så man ikke skuffer sit neighbourhood. 

Step into my office

Dette er min kontorbygning, hvor jeg hver dag tilbringer en god del timer. Vi bor på 7. etage, dvs. i Danmark ville det være 6. etage, da der ikke er noget der hedder "stuen" her. Metrostationen ligger 50 meter nede af gaden, og der ligger en del restauranter og caféer i nærheden, hvor man kan få god frokost til en billig penge.


Her er mit skrivebord, der sidder jeg det meste af arbejdsdagen. Jeg har japansk windows, dvs. alle menuer og knapper er på japansk, men det vænner man sig hurtigt til. Mikael sidder inde på kontoret som ses til venstre i billedet (men han var syg den dag jeg tog billedet, så derfor er der mørkt derinde).


Under skrivebordet har jeg mit katastrofe-kit, som jeg fik udleveret den første dag. En hjelm, og en rygsæk med en lommelygte, et tæppe, vand, og noget mad i. Til brug i tilfælde af jordskælv, eller andre katastrofer. (Løbeskoene er mine egne og er ikke beregnet til katastrofebrug - men det ville selvfølgelig nok være smart at skifte til dem fra de højhælede, hvis uheldet skulle være ude).

(Mobile e-mail is not only more)

I øjeblikket sidder jeg og søger efter japanske websider som beskæftiger sig med depression. Google har en funktion som viser en maskinoversat udgave af de japanske websider jeg finder frem. Det gør at jeg rent faktisk kan læse mig frem til hvad siderne indeholder, men det må siges at være noget broken english, lidt á la den kendte All your base are belong to us.

Et eksempel, som nærmest er lidt poetisk, er denne her:

"If you want to participate in the program
* PC is not available, the PC is not equipped for this program, the participants.
(Mobile e-mail is not only more)"

Hvis ikke det var fordi det ikke passer med stavelserne, kunne det være et haiku.

En anden, og lidt mere straight-forward, sætningskonstruktion:

"Sign up for the first time on the Internet, if your feelings for the hell of a challenge is also suffering from it."

Okay, så.

"If you wanna rock"...

...sagde sekretæren på arbejdet, Yukiko, til mig, da hun skulle vise mig hvordan jeg låser efter mig, hvis jeg er den sidste der forlader kontoret. 

Hun taler godt engelsk, men lige som de fleste andre japanere udtaler hun r-lyden lidt sjovt. 'R' udtales på japansk som en blanding af r og l, og det gør 'l' så også. I politisk sammenhæng kan det også medføre nogle lidt sjove situationer når der er valg ("There is an election in Japan"...get it?). 

Kasai-san, som er en yngre kvinde (det er altid svært at bestemme japaneres alder, fordi de kan se temmeligt meget yngre ud, end de er), gør som mange andre japanere gør, når de har travlt: I stedet for at gå rundt på kontoret, små-løber hun. Hun har haft travlt de to dage jeg har været der, med at kopiere en masse dokumenter til en ret stor rapport som skal afleveres i 85 eksemplarer på fredag. Så hun futter konstant rundt. Man ser det også tit i butikker, når ekspedienter skal hjælpe en, den der små-løben. Som om de virkelig vil illustrere deres engangement i ens indkøb. Uh, vi løber og løber, vi står nærmest på hovedet for dig. 

Men det gør de nu faktisk også nærmest. De er ret gode til det med service herovre. I dag var jeg forbi Ueno (kl. 2 på kortet) på vej hjem fra arbejde, for at lede efter nogle slippers, og lidt andre ting til at gøre mit værelse lidt mere beboeligt. Jeg gik i Muji (fantastisk billig butik med basis-agtigt tøj og ting til boligen) og fandt sådan en stof folde-ud-hylde til at hænge på min bøjlestang, slippers, og nogle andre småting. Den indkøbskurv jeg havde fundet var lidt lille, men det var ikke noget problem. Alligevel kom en ekspedient ilende med nummeret større i indkøbskurv til mig, mens jeg gik rundt og kiggede. I mange tøjbutikker har de en knap i prøverummene, så man kan ringe på en ekspedient, hvis man har spørgsmål eller skal have en anden størrelse. Og de takker, og bukker, og pakker ens ting ind i 100 forskellige lag af poser og papir, og hvis man spørger om vej til noget bliver man nærmest fulgt på vej. 

Således lykkedes det mig også at finde et par bukser, som jeg rent faktisk kan have min røv i, og som tilmed er pæne og som jeg kan have på på kontoret. Det var så også den største størrelse de havde i butikken (og det skal så også siges at det var i GAP, som jo er amerikansk), men alligevel. 

Første dag på kontoret

Efter en uventet fridag i går, fordi Mikael var syg, startede jeg på arbejdet i dag. 

Der er syv ansatte på kontoret, Mikael og en anden dansker, og resten er japanere. Heldigvis taler de fleste af dem engelsk. Kontoret ligger på 7. etage, i en mindre kontorbygning i et kontorområde, med en del kontorcaféer, og en masse kontorarbejdere. Det virker som et rart sted at arbejde, folk er flinke og nemme at snakke med. 

Jeg har mit eget skrivebord, med min egen laptop og docking-station, og min egen skuffe, som sekretæren, Yukiko, havde udstyret med skriveartikler, post-its, klips, lineal og andet kontorguf, linet op i fine rette vinkler. Total i orden. 

Der er nok at gå i gang med. Jeg skal jo først og fremmest skrive det der speciale, og så er der et par andre opgaver jeg også skal have løst. Jeg brugte tiden i dag på at sætte mig ind i virksomheden via deres intranet, og på at researche på den portal jeg skal arbejde med i specialet. Jeg var der fra kl. 930-19, men jeg behøver ikke at være der så længe - det var efter eget valg. Det er ligesom at have et specialelokale på ITU, bare midt i Tokyo i stedet, komplet med morgen rush-hour i toget og alle for mange fede butikker hvor man kan bruge alt for mange penge. 

Der er mulighed for at jeg skal med til Korea på et tidspunkt mens jeg er her. Den portal som jeg arbejder med, er allerede lanceret derovre, og det er så tanken at vi skal bruge deres erfaring til at se på hvordan portalen skal lanceres i Japan. Men det ligger ikke fast endnu. Men det kunne da være for fedt at komme til Korea også!

Jeg er efterhånden ved at være nogenlunde på Japan-tid. Natten til mandag faldt jeg først i søvn ret sent (eller tidligt op morgnen), så det var egentlig meget godt at jeg ikke startede i går. I stedet tog jeg ud for at kigge på byen, tog toget til Tokyo station, og gik ned til kejserpaladset, som man jo ligesom skal se, når man nu er her. Der er nu ikke så forfærdelig meget at se, fordi det er lukket for offentligheden. Bagefter gik jeg en tur ned af fancy shopping-gade, med dyre butikker (herunder Illums, Royal Copenhagen og Georg Jensen). Det er virkelig consumer-galore-land herovre. Det er heldigt at jeg ikke kan passe noget af tøjet. 

Hvor er jeg?

Selvom jeg bor ca. 45 minutters transporttid fra mit arbejde, bor jeg stadig centralt, efter Tokyo-standard. På et kort over Tokyo kan man se Yamanote-toglinjen, som løber rundt om det centrale Tokyo  (det er den tykke, lysegrønne linje, som ligesom er omkranset af en lidt mørkere grøn linje). Med lidt god vilje, kan man se Yamanote-linjen som en urskive, og jeg bor så kl. 12, ved stationen 'Tabata'. 

Shinjuku, hvor jeg var i går med Ken, er kl. 9, og Harajuku, hvor Ken bor, er ca. halv ni. Mit arbejde ligger inde i urskiven, midt imellem kl. 8 (Shibuya) og kl. 4 (Hama-matsucho), lige til venstre for Tokyo Tower, som til forveksling ligner Eifeltårnet og er rødt på kortet, ved stationen 'Kamiyacho'. 

Sne!

Efter jeg ankom til huset i går, pakkede jeg lidt ud, sludrede med Nanou, fik mig et dejligt, tiltrængt varmt bad, og tog så ud for at mødes med Ken (som jeg kender fra CBS, og som jeg delte lejlighed med en overgang). Vi mødtes i Shinjuku, og tog straks i Yodobashi Kamera, hvor jeg købte et kamera og en hårtørrer, til spotpris (hurra for lav yen!). 

Bagefter tog vil til Harajuku, hvor Ken bor, og gik ud og spiste, og så var vi lige henne hos Ken, så jeg kunne se hans lejlighed. Han bor i Harajuku, som er et meget ungt kvarter, hvor man bl.a. møder de unge japanere der dyrker 'cosplay', hvilket går ud på at klæde sig ret karikeret ud, så man ligner noget fra en tegnefilm. Det er samtidig et ret hyggeligt kvarter med en masse gode restauranter, barer og butikker. Ken bor 30 sekunders gang fra sit arbejde. Det ligger vitterligt lige nede af gaden. 

Kl. 2230 var jeg hjemme, fuldstændig mørbanket af træthed, og jeg nåede da også lige at få mig et par minutters søvn i toget. Jeg sov til kl. 13 i dag, hvor jeg stod op og konstaterede at det havde sneet (og stadig gør det, her kl. 16. Billedet er af vinduet på mit værelse - man kan se at der er sne på taget overfor). I går var det ellers fint vejr, nærmest lidt forårsagtigt, efter danske standarder. Fordømte bagage-regler, der gør, at jeg måtte droppe at tage mine vinterstøvler med. 

I aften skal jeg hen til Mikael (som nu er min 'chef', men som jeg har kendt i en del år efterhånden, fra CBS) og hans kone, og spise. Mikael advarede mig om, at jeg hellere måtte tage skiftetøj med, eftersom jeg godt kan risikere at de lukker togene pga. vejret, og i så fald bliver jeg nødt til at sove hos dem. I morgen skal jeg starte på arbejdet. 

Tabata house

Jeg bor i den nordlige del af Tokyo, men stadig ved Yamanote-linjen, som går rundt om det centrale Tokyo. Altså, stadig hvad man kan betegne som det centrale Tokyo. Kvarteret er rimeligt stille og roligt, med nogle butikker hist og her, og ellers er det mest et 'residential area'. 

Huset er småt og hyggeligt, og mit værelse er faktisk lidt større end jeg havde frygtet det ville være. Der bor to andre i huset; en fransk kvinde (Nanou) som jeg allerede har snakket en del med, hun virker rigtig sød. Den anden beboer har jeg ikke mødt endnu, det er en israelsk fyr ved navn Nir, men ifølge Nanou skulle han være superfin. Når her nu ikke bor flere (et af værelserne står tomt), er det rigtig fedt at det er nogle hyggelige personer jeg skal bo sammen med. 

Vi har et fællesrum nedenunder, med køkken, spisebord og sofagruppe med tv. Mit værelse er ovenpå, og er ca. 8 kvm, med en seng, et lille skrivebord, en stol, en lille reol, og en bøjlestang til mit tøj. Og så selvfølgelig A/C-anlægget, som fungerer som varmeapparat. Ligesom i alle andre japanske huse, er gulvet sænket lige ved gadedøren (eller måske er det nærmere sådan, at resten af gulvet er hævet). Man tager altid sine sko af inden man går ind, og sætter dem i reolen ved indgangen. 

Der ligger en 'combini', en slags minisupermarked, lige nede af gaden, og et supermarked lidt længere væk, og det tager ca. 8 minutter at gå op til stationen. Alt i alt er jeg ganske godt tilfreds med mine boligforhold, og jeg føler mig allerede hjemme her. 

Ankomst

Billede 1: Jeg prøver desperat at lukke min kuffert, giver op, tager et par ting ud af kufferten, og så lykkes det endelig. På vej ned af trappen er kufferten ved at få overhånd, den er tung som et hus. Ovre hos Helle, hvor jeg skal sove den sidste nat, får jeg hjælp til at sortere nogle ting fra. Nu med temmelig amputeret kuffert-indhold, kan jeg nyde den sidste aften sammen med pigerne. 

Billede 2: Check-in skranken i Kastrup. Der er heldigvis ingen kø, så det går hurtigt. Også for check-in manden at konstatere at jeg har 4,3 kilo for meget i min kuffert. "Men du slipper med at betale for 3 kg.". Tak. Det bliver så kun 1120 kr. 

Billede 3: Ved security er der heldigvis heller ikke særlig meget kø, men man skal jo alligevel være forberedt, når man når frem til skranken. "Gad vide om man stadig skal have sin laptop op af tasken?", tænker jeg, og kigger mig lidt omkring for at se om der er andre der tager deres op. Det er der, så det må jeg også hellere. Bortset fra at der ikke er nogen laptop i tasken. Den ligger hjemme hos Helle. Et kort sekund sætter panikken ind, inden det går op for mig, at der er to timer til jeg skal flyve, og da jeg ringer Helle op (og vækker hende), gider hun selvfølgelig godt at komme ud lufthavnen med den. Puha!

Billede 4: Endelig ankommet til Tokyo (og efter at have afleveret fingeraftryk og billede i immigration), skal jeg først med toget til Shinjuku, for at hente mine nøgler og skrive under på lejeaftalen. Shinjuku er måske en af de største stationer i verden, og dog bruger man alligevel ikke rigtig det der med rulletrapper. Jeg har sovet max tre timer på flyet, er sulten og tørstig, og både min kuffert og rygsæk er tunge. Men jeg finder kontoret hos Sakura House, får mine nøgler, og skriver under på en masse ting. Jeg får også et kort, der viser hvordan jeg finder mit guest house fra stationen. Superfint, men efter endnu en togtur til Tabata (min lokale station) synes jeg ikke rigtig at oplysningerne på kortet passer med den vej jeg går. Efter et stykke tid går det op for mig, at jeg er faret vild. Så jeg prøver på mit bedste japanske at spørge en gammel mand i en tobakskiosk om vej. Frem med luppen, men det der med at finde sin egen position på et kort, det bruger de vist ikke rigtig. En anden mand, der taler lidt engelsk, er hurtigt ilet til, ved synet af en gaijin i nød. De to diskuterer i en fem minutter, og kommer endelig frem til hvor jeg skal hen af. Jeg takker mange gange og går afsted, men det lykkes mig at fare vild igen. På det her tidspunkt er jeg træt, sulten, tørstig og temmelig tynget af min bagage, så jeg overvejer den mulighed at sætte mig ned og græde. I stedet spørger jeg en ny mand på gaden. Han følger mig hen til det nærmeste kryds, og viser mig hvilken vej jeg skal gå. Og endelig, ENDELIG, finder jeg frem til mit nye hjem. 

Pakke-#"&%!?%

At pakke er virkelig ikke min yndlingsbeskæftigelse. 

Synes ellers, at jeg har luget temmelig meget ud i hvad jeg mener at jeg skal have med i kufferten (hovedsageligt tøj, der går an på et kontor), men der er simpelthen ikke plads nok. Og det er ellers en forholdsvis stor kuffert jeg har. Stor nok til at jeg ved, at når den er fyldt, vejer den et pænt stykke over de 20 kg., som jeg må have med. 

Da jeg var på udveksling i Sapporo for et par år siden, vejede den 32 kg., da jeg skulle tjekke ind. Det betalte jeg 1200 kr. for, og damen i ekstra-baggage-betalingsskranken gav mig endda nogle kilos rabat. Er bange for at det bliver dyrt i lufthavnen i morgen. Bye-bye, toldfri shopping (og når man så endelig skal uden for EU...). 

Jette i Japan

I går aftes havde jeg inviteret mine kollegaer fra studievejledningen over til en afskedsmiddag. Jeg har (eller har haft - snøft) de bedste kollegaer i hele verden, tror jeg - sådan nogle, der gør at arbejde føles mindre som arbejde. De havde en rigtig god gave med - de havde simpelthen indspillet en afskedssang til mig, med titlen 'Jette i Japan'. Indspillet på handicaptoilettet lige uden for vores kontor, komplet med fint opstillet billede af dem alle sammen, taget i 'lydstudiet'. 

Hertil hører historien, at der åbenbart er en slags blind vinkel mellem mit fornavn og mit efternavn, hvilket gør, at folk tit tror jeg hedder Jette, og ikke Mette. Det er nok i gennemsnit sket en gang om ugen, at jeg får en mail fra en vejledningssøgende, der starter med 'Kære Jette'. På trods af, at de svarer tilbage på en mail, som er afsluttet med 'Venlig hilsen Mette'. Mystisk. 

I dag havde jeg så sidste arbejdsdag på studievejledningen. Det var lidt vemodigt at forlade kontoret for sidste gang - jeg har trods alt været studievejleder i næsten hele min studietid, og tre år på ITU. Men det er vist også tid til at prøve noget andet nu. 

Gode undskyldninger

Hvis man kender mig, ved man også at jeg er fantastisk dårlig til at stå op om morgnen. Og faktisk er jeg lidt bekymret for hvordan det skal gå, når jeg nu skal til at være sådan en der står tidligt op og går på arbejde hver morgen ovre i Tokyo. Men så fandt jeg denne artikel i Politiken . Kan man referere til den på sit CV, mon?

Afsked

I går aftes havde jeg inviteret min mor, far, søster og nevøer til middag, i anledning af at der nu er under en uge til at jeg rejser. Det var rigtig hyggeligt at have dem på besøg - det er ikke så tit jeg inviterer dem herind, det burde jeg helt klart gøre noget mere. Vi fik dejlig mad, og hyggede og snakkede som vi plejer. 

Kl. 21 kom pigerne og deres kærester - Sus og Allan, Pylli og Morten, og Helle og Niels. Et par timer efter gik min mor og far og søster og drengene, og det var lidt vemodigt at sige farvel til dem, og vide at jeg ikke ser dem de næste tre måneder. Jeg har jo været væk i længere tid før, men måske bliver det lidt sværere at tage afsked, jo ældre man bliver? Jeg kommer i hvert fald til at savne dem!

Efter familien var gået, spillede vi Orangina - en selskabsleg som Morten havde samlet op et eller andet sted, som går ud på at man skal vurdere nogle udsagn om de andre, og så se om de selv synes det samme som man har vurderet. Det endte op med at blive ganske fornøjeligt, men det fedeste ved legen var hvordan reglerne kunne få alle op af stolen - i rygepausen mellem de to omgange stod vi meget seriøst syv mennesker ude i køkkenet og diskuterede hvorvidt spillet nu også var demokratisk eller ej. Fantastisk. 

Ved 2.30-tiden tog Helle, Niels, Pylli, Morten og jeg videre til Darling på Enghave Plads for at møde nogle af Niels' venner, som også holdt afskedsparty for en der skulle rejse. Vi var ude et par timer, og jeg var vel hjemme igen kl 5.

Det var en rigtig dejlig aften med snak og spil, hvor jeg fik sagt behørigt farvel til mine yndlingsmennesker - min søde, lille familie, og mine dejlige damer og deres søde kærester. Det gør det altså så meget nemmere at rejse ud og opleve verden, når man har så dejlige mennesker i sit liv at komme hjem til. 

Jeg glæder mig SÅ meget...

...til at se kirsebærtræerne springe ud. Jeg har været i Japan tre gange før, men aldrig om foråret, hvor de springer ud. I Tokyo springer de i gennemsnit ud den 28. marts, så der skulle være god chance for at jeg får det hele med denne gang.

10 dage til afrejse

Om 10 dage, nærmere bestemt fredag den 1. februar, rejser jeg afsted til Tokyo. Jeg har oprettet denne blog, så interesserede venner og familie kan følge med i hvad jeg laver derovre, og måske skrive en hilsen.

Jeg skal bo i Tokyo i tre måneder, mens jeg er i praktik i en dansk virksomhed derovre og skriver speciale. Jeg skal løse en opgave for virksomheden, og opgaven bruger jeg som case i mit speciale, der handler om cultural usability og hvordan man tilpasser en brugergrænseflade så den falder i de japanske webbrugeres smag. Jeg kommer hjem igen den 24. april, og afleverer specialet den 5. maj.

Jeg skal bo på et lille værelse i et gaijin-house ('gaijin' betyder udlænding på japansk, og kan være nedsættende, men bruges sådan lidt halv-selvironisk af udlændinge i Japan om dem selv), i den nordlige del af Tokyo. Det er værelse #201 i dette her hus .

Jeg glæder mig rigtig meget til jeg skal afsted, og er også spændt. Både på at skulle være alene i Tokyo i tre måneder, og på at skulle arbejde derovre. Jeg har næsten styr på det hele, tror jeg:

• Værelse i Tokyo: Tjek
• Fremlejet min lejlighed herhjemme: Tjek
• Godkendt fremleje af lejlighed hos boligselskab: Tjek
• Flybillet: Tjek
• Rejseforsikring: Tjek
• Vaccination: Tjek
• Lånt penge i banken: Tjek
• Flyttet min post: Tjek
• Opsagt studiejob: Tjek
• Købt flyttekasser til opbevaring af mine ting mens jeg er væk: Tjek
• Mobiltelefon i Tokyo: Tjek

Jeg mangler:

• Købe yen inden afrejse
• Hente videresendelseskuverter på posthuset
• Købe små gaver til at give væk (big deal i Japan, hvis man fx skal på besøg, eller får hjælp til et eller andet)
• Pakke mine ting i lejligheden ned
• sikkert flere ting...

De næste 1,5 uge bliver nok lidt hektiske...